Så er sæsonen i gang!

Søndag spillede ÅFS’s 1. damer deres første turneringskamp mod lokalrivalerne TÅF. Der er tradition for, at ÅFS trækker det længste strå i disse kampe, men i sidste sæson lod ÅFS’s damer opgørene blive lige lovligt spændende og tabte endda den sidste 2 sekunder før tid. Allerede i 1. periode kunne man se, at dette skulle være anderledes denne sæson.

ÅFS startede som lyn og torden og fik taget hul på bylden efter syv minutter, hvor Mai Nelson scorede på en assist fra Henriette Pasgaard. ÅFS tager dog ingenting for givet og bliver ved med at fokusere på eget spil, hvilket resulterer i to mål på under et minut. Det første uassisteret, af Thea Henriksen som får fightet sig til et mål på en returbold foran mål og det næste af Henriette Pasgaard assisteret af Marie Louise Tøttrup.

Pigerne går til 2. periode med selvtillid, men er klar over at kampen ikke er slut før sidste fløjt. Samme indstilling havde TÅF dog også, da de nu valgte at presse endnu højere. Cecilia Garibaldi og Diana Olesen skulle dog ikke bruge lang tid, før Diana fik lagt en perfekt pasning til Cecilia, og hun efter kun 1:42 scorede til 4-0. Efter lidt tumult i forsvaret fik TÅF reduceret til 4-1. Kort efter sætter Malin Lantz bolden i modsatte kryds, på et frislag taget af Cecilia Garibaldi.

3. periode forløb stille og roligt. ÅFS fik prøvet alternative kæder og angrebskombinationer af, hvilket bar frugt i de sidste minutter af perioden. Her scorer Henriette Gam på et skud fra midten, og umiddelbart efter lukker Marie Pedersen kampen med et flot trækskud fra 3-meterlinjen.

Søndagens kamp viser tydeligt at ÅFS har en bred trup. Der blev spillet med tre kæder hele kampen igennem, og syv forskellige spillere kom på måltavlen.

ÅFS – Team Århus Floorball: 7-1 (3-0),(2-1),(2-0)

Henriette Pasgaard 1+1
Cecilia Garibaldi 1+1
Thea Henriksen 1+0
Malin Lantz 1+0
Mai Nelson 1+0
Marie Pedersen 1+0
Henriette Gam 1+0
Marie Louise Tøttrup 0+1
Diana Olesen 0+1

Skriv et svar