Så startede turneringen for 1. herre

Vi vidste det var et godt hold vi var oppe imod, så dagens taktik var at stå kompakt, og holde en disciplineret defensiv og så slå til på kontra. Vi vidste også at fik Esbjerg rigtig gang i deres spil, ville vi få utroligt svært ved at dæmme op for det defensivt, så der var stort fokus på, at ALLE skulle præstere, og at ALLE skulle starte godt.

Vi starter også rigtig godt. Vi er skarpe i de defensive aftaler, og får en masse spilvendinger. Det var virkelig positivt at se, vi kunne spille i højt tempo men samtidigt kontrollerende, når vi spillede over for en rigtig giftig Esbjerg 1. kæde, der på dagen lavede 6 af de 7 mål hjemmeholdet lavede. Vi vinder dog 1. periode 1-3 og kan gå til pausen velvidende, at vi selv føler vi taktisk har læst dem rigtigt. Pausen bliver brugt til småjusteringer samt tydeliggørelse af at en kamp varer 60 minutter.

Om træneren havde snakket kinesisk, eller om spillerne i glæden havde glemt de vise ord, skal være usagt. Godt nok starter vi igen stærkt ud med et hurtigt mål, men et koncentrationssvigt – eller totalt blackout – koster på 90 sekunder 3 kasser, så Esbjerg kunne udligne til 4-4. Så begyndte troen på egne evner at vakle lidt, men heldigvis kommer vi hurtigt foran igen ved Kaptajn WAF. Målet giver dog ikke den ro vi havde håbet, og Esbjerg udligner igen. Et boldtab giver Esbjerg en friløber hvor keeper Kenneth, uden for feltet får nedlagt Esbjergspilleren på en hvad man må kalde ulovlig handling:) Kenneth sørger dog for selv at klare frisag, da han efterfølgende redder det korrektdømte straffe. Om det var redningen, der gav en smule tro på tingene igen skal være usagt, men de sidste halvandet minut i undertal bliver klaret, og vi går til pause med 5-5.

Da træneren kommer i omklædningsrummet er der gang i mundtøjet indbyrdes. Frustrationerne over at have smidt en 3 måls føring og nervøsiteten over, at vi have sat Esbjerg i gang gjorde, at vi havde glemt den overordnede plan: Teamwork og organisation. Trænerne var modsat spillerne helt enige om, hvad der skulle ske. Back to basics og stenhårdt arbejde, så måtte vi se om det ville bære eller briste. Så de få ord, der blev sagt, var: Gør det vi har aftalt – og gør det sammen.

Når man som træner er god til at finde fejl og skælde ud, skal man også huske at rose. Godt nok kommer vi hurtigt bagud, men alle kæmper rø… ud af bukserne for at arbejde for holdet og følge konceptet, og helt fortjent får vi med 5 minutter tilbage af kampen, scoret vores 2. mål i perioden. Et rigtigt energimål, hvor Niklas Perto i en spilvending overspurter en Esbjerg back og ude af balance får dirigeret tværpasningen fra Lange i kassen, for derefter at modtage et voldsomt skub mod banden. Det er at ofre sig for holdet! STÆRKT!!! De sidste 5 minutter bliver et langt pres, som desværre ender i en ÅFK udvisning, hvor Meldgaard nærmest bagfra laver en halv Nelson på en Esbjerg spiller, der er ved at drible udenom ham. En unødvendig udvisning Meldgaard !! men igen fedt at se at man er villig til at gå hele vejen for holdet. Udvisningen koster desværre udligningen, men 1 point var allerede mere end trænerteamet havde regnet med, så på daværende tidspunkt var de godt tilfredse.

Belært af torsdagens erfaring, vælger vi at køre med de normale 2 kæder og ikke toppe kæder. Esbjerg havde selvfølgelig toppet for at få den krævede udligning og fortsatte med de spillere. Om det var deres tur til at blive trætte, eller om vi bare havde dagen skal være usagt, men Lange fanger igen – igen – igen – igen en bold i vores presspil, og efter at have afdriblet en forsvarsspiller, sætter han den køligt i det lange hjørne, og vi løber med det ekstra point. Et fortjent ekstra point, for vi arbejdede hårdere end Esbjerg kampen igennem, og viste at motivation slår klasse.

P.s.: I floorball Danmark er vi gode til at kritisere dommerne, undertegnende inklusiv. Dette var vores 2. kamp i år og begge gange har vi haft rigtig gode dommerpræstationer. Der vil altid være situationer, hvor vi ikke er enige, men i år har vi haft fokus på andet end dommerne og er blevet mødt med imødekommende dialog. FEDT. (og det er selvfølgelig nemmere at skrive når man vinder – men vi tabte i Svenstrup)

Point
Peter Meldgaard  1 + 0 (debutmål – den i pokalen tæller jo ikke)
Jon Olson   1 + 0 (debutmål)
Niklas Perto   1 + 1
Jakob Langdahl  2 + 0
Thorbjørn Zethsen  1 + 1 (debutmål)
Walid Aboul Foul  2 + 1
Daniel Bendixen  0 + 1
Martins Bekeris  0 + 1

Udvisninger
Daniel Bendixen  2 min
Martines Bekeris  2 min
Peter Meldgaard  2 min
Kenneth Thomsen  2 min

Værd at tænke over: Glemmer man aftaler og koncentrationen, koster det mål, for mange personlige fejl.
Værd at glæde sig over: Sammen er vi fand.. stærke, 6 forskellige målscorer, loyaliteten mod konceptet.

Skriv et svar