Sejr i damernes lokalbrag

ÅFS 1.dame var i lørdags også på besøg hos TÅF i Frysehuset. Et vaskeægte lokalopgør, der blev lige nøjagtig så tæt som man kunne forvente og frygte.

1. periode var præget af nervøsitet og dårligt spil. ÅFS damerne havde svært ved at spille forbi TÅF’ernes defensiv, og skulle hele tiden passe på bagude, når hjemmeholdet slog kontra. Derfor blev perioden lidt tam – og uden mål.

Fra 2. periodes start var der imidlertid helt andre boller på suppen. ÅFS pressede højt og stressede TÅF’ernes opspil og spillede sig frem til 4 oplagte scoringschancer – i første skift! Der gik imidlertid 4 minutter inden ÅFS høstede frugten af presset. Henriette Pasgaard snuppede bolden i fjendens zone og spillede den på tværs til Marie Louise Tøttrup, der fri helt inde foran mål scorede til 0-1. Desværre kunne ÅFS ikke holde det høje niveau, og TÅF fik efterhånden flyttet spillet længere frem på banen. Perioden endte uden yderligere scoringer.

TÅF kom ud til 3. periode med fuld fart og efter blot 4 minutter var ÅFS føringen vendt til 2-1 til hjemmeholdet. ÅFS var lidt rystet, men formåede heldigvis at få udlignet kort efter. Det var igen duoen Henriette Pasgaard – Marie Louise Tøttrup, der slog til. Glæden holdte ikke længe: Blot 6 sekunder efter, bragte TÅF sig atter foran. ÅFS havde således ryggen mod muren. Med blot 2 minutter igen var holdet stadig bagud 3-2. I powerplay satsede trænerteamet derfor, og satte en ekstra markspiller ind. Det gav hurtigt gevinst, da Signe Sørensen på et skud langt udefra bragte balance i målregnskabet. ÅFS gik efter sejren og slog bolden langt efter 2 spillere inde foran mål. De havde held til at erobre bolden, og den endte hos Marie Louise Tøttrup, der 20 sekunder før tid scorede sejrsmålet for ÅFS.

Det var en ekstremt tæt og spændende kamp, der fandt sin afslutning – et rigtigt lokalbrag. ÅFS var forståeligt nok glade for sejren, der kom i hus trods en ikke alt for overbevisende indsats. Sejren var som sådan fortjent nok, men ingen har fortjent at tabe på den måde.

Skriv et svar