Sejr i sidste grundspilskamp

Det startede også meget godt med et velspillende og tempofyldt ÅFK hold, der kom frem til mange chancer. Det var dog kun Mia Østerhaug Linde, der kunne finde netmaskerne, da hun på oplæg fra Andrea Fischel (kampprotokollen lyver:)), klaskede bolden i krogen fra distancen efter blot 2½ minut spil. Kampen skulle helt hen i de døende sekunder førend næste scoring faldt – denne gang til AaB. 1-1 efter 1. periode var ikke godt nok set med ÅFK øjne.

Efter en opsang pga. af skidt afslutning på en ellers flot periode, kom ÅFK’erne atter en gang godt fra start, da Anne VP med assist fra Mia sendte bolden i mål langt udefra. Herefter var det imidlertid mere eller mindre slut med de positive takter, og ÅFK havde i denne periode generelt problemer med AaB’erne, der spillede klogt og fandt hullerne. Midtvejs kunne de derfor også udligne til 2-2 mod et ÅFK forsvar ud af balance. Hjemmeholdet tog sig selv i nakken og på et Mette Faurholt rush op af banen, fandt hun Marie Louise Tøttrup, der luskede bolden i mål til 3-2. Kort efter blev det også 4-2, da Ann Carina Leegaard foran mål satte en løs bold i kassen – resultatet efter 2. periode.

I 3. periode havde ÅFK fortsat forsvarsmæssige problemer, og AaB fik alt for mange muligheder for at bringe sig tilbage i kampen, men uskarphed og en velspillende Anne Bruun medførte, at der skulle gå 13 minutter førend reduceringen kom. Igen måtte ÅFK hanke op og stramme sig mere an – der blev lukket ned i forsvaret og spillet med mere omtanke og tålmodighed fremme. På frislag blev det til slutresultatet 5-3, da VP prikkede til Faur, der trak bolden i kassen.

Ikke en overbevisende indsats men dog en sejr, der cementerede 2. pladsen i rækken. Nu står der slutspil på programmet: modstanderen i kvartfinalen hedder Hvidovre – et nyt og spændende bekendtskab. Første kamp spilles i Hvidovre lørdag d. 8. marts kl. 15.30.

WOM: Marie Louise Tøttrup

Point og straf:
Anne VP: 1+2 (1+1)
Mette Faurholt: 1+1
Mia Østerhaug Linde: 1+0
Marie Louise Tøttrup: 1+0
Ann Carina Leegaard: 1+0
Andrea Fischel: (0+1)

Skriv et svar