Sejr til 1 damerne i første kvartfinale

ÅFK’erne satte sig tungt på spillet fra start og var totalt dominerende i 1. periode. Bolden blev spillet godt og tålmodigt rundt, og Hvidovre havde svært med at følge med i tempoet. Efter 2 minutter blev det 0-1, da en eller anden prikkede bolden i mål – om det var Julie Perto, Andrea Fischel eller selvmål, som kampprotokollen siger, skal være usagt. 0-2 målet faldt 10 minutter senere efter en bunke af ÅFK tilbud. Her fandt Jasmin Damm, anfører Mia Østerhaug Linde, der sendte et fladt skud ind ved fjerneste stolpe. Herefter ville 2. kæden også lege med – først fandt Ann Carina Leegaard en fri Nicoline Pihl, og i kædens efterfølgende skift fik Marie Louise Tøttrup prikket en bold videre til Nicoline, der afdriblede keeperen og sikkert scorede til 0-4.

I 2. periode gik ÅFK op på fuldt hold, men formåede desværre ikke at holde dampen oppe. Efter en overbevisende 1. periode kunne holdet slet ikke følge op og forfaldt til floorball på Hvidovres præmisser. Det blev stadig til chancer – store chancer – men spillet var alt andet end prangende. Midt i perioden reducerede Hvidovre til 1-4, da en pasning ind foran må blev blokeret af en ÅFK stav og curlede i mål, og sidst i perioden blev ÅFK endvidere ramt af en udvisning. Det var ikke en god periode for holdet!

Der skulle andre boller på suppen i 3. Med overbevisende undertalsspil og en scoring af Mette Faurholt kort efter holdet var blevet fuldtallige, så det da også lovende ud. Men det blev aldrig helt godt, og Hvidovre havde et par giftige muligheder for at reducere yderligere, men der kom ikke flere mål i hverken den ene eller den anden ende. Derfor kunne ÅFK hjemtage en sikker sejr på udebane efter en skuffende indsats i de 2 sidste perioder.

Lørdag spilles 2. kvartfinale, hvor holdet har mulighed for at sikre sig semifinalepladsen. Det er kl. 16.00 i TST at slaget skal stå.

WOM: Mia Østerhaug Linde

Point og straf:
Nicoline Pihl: 2+0
Mia Østerhaug Linde: 1+0
Mette Faurholt: 1+0, 2 min.
Jasmin Damm: 0+1
Ann Carina Leegaard: 0+1
Marie Louise Tøttrup: 0+1

Skriv et svar