ÅFK 1. damer

Sejrsmål i sidste minut

Tirsdag aften drog 13 af ÅFKs 1.damer hele den lange vej til Frederikshavn, for at vise frederikshavnerne, hvad de er lavet af.

Hverdagskampene har for damerne været en hård nød at knække, men det lader til, at de har fundet løsningen. Tirsdagens kamp, blev nemlig til en sejr, og damerne kunne drage tilfredse hjem til Aarhus.

Første periode skulle vise sig at være en målfattig periode. Ingen af de to hold formåede at skubbe bolden bag målstregen, trods mange chancer fra især ÅFKs damer. Begge kampens målmænd stod som en mur, og var til udfordring for markspillerne.

Selvom det ikke blev til nogle scoringer i første periode, gik damerne til pause med oprejst pande, da der var masse af gode spilsituationer og boldbehandling fra ÅFKs side.

Anden periode startede hårdt ud, da Frederikshavnerne formår at snyde bolden bag Mette i tiden 2:02, der ellers gør et godt stykke arbejde i målet. Dette ville Helena Kvist umiddelbart ikke være med til, da hun blot halvandet minut efter, tog løbet ind i banen, og placerede bolden bag Blackhawks keeper, og dermed udlignede til stillingen 1-1 i tiden 3:43.

Resten af anden periode forløb med endnu flere chancer fra især Nicoline Pihl, hvis bolde ligeså godt kunne have gået forbi den meget heldige frederikshavner-keeper.

Tredje periode af kampen skulle vise sig at være lidt mere interessant. Blackhawks var igen hurtigt ude af starthullerne, og lavede mål i tiden 2:48, og var hermed foran med 2-1.

Endnu flere chancer fra ÅFK og endnu flere legendariske redninger fra ÅFKs målmand Mette Thorsager, skulle der til i løbet af tredje periode. Dette var dog kun indtil, at frederikshavnere blev for ivrige, og måtte trække en to minutters udvisning for ukorrekt slag på stav i tiden 12:56 i tredje periode. Dette ledte det aarhusianske powerplay på banen, som med overblik og god tålmodighed skulle føre til et mål fra Thaarup, der havde sneget sig ind på sit frimærke. Dette i tiden 14:22. Her var dommerne uopmærksomme og gav Gis, som stod på bagstolpen, æren for målet, og Thaarup assisten.

De aarhusianske damer fik blod på tænderne, og kort før kampen blev fløjtet af, besluttede Stinne og Thaarup, at der denne tirsdag aften ikke var tid at skulle ud i overtid. I tiden 19:22 sende Stinne den afgørende assist mod Thaarup, som galant placerede bolden i nettet bag Blackhawks målmand.

Kampens spiller gik velfortjent til Mette, der stod fantastisk i målet denne aften.

Point:

Helena Kvist: 1+0
Gis: 1+0
Thaarup: 1+1
Stinne: 0+1