Sikker pokalsejr

Torsdag aften tog ÅFS imod Esbjerg i årets første runde af pokalturneringen for damer. Samtidig var det årets første rigtige styrkeprøve for ÅFS som stillede op med ikke færre end 4 debutanter; Anna Alosina, Michaela Jensen, Maria Rasmussen og Eva Marie Olsen.

Kampen begyndte med dominans af hjemmeholdet. Den store overvægt i spil førte desværre ikke til de store oplagte tilbud og første periode igennem forsøgte ÅFS sig fra distancen. Stolperne og en velspillende Esbjerg-keeper holdt skansen og stillingen var 0-0 efter 1. periode.
Fra 2. periodes start bevægede Esbjerg sig en smule længere frem og efterlod store blottelser bagude. Efterhånden som de 3 ÅFS-kæder drænede Esbjerg for energi blev chancerne til hjemmeholdet større og større og derfor var det helt naturligt at Tine Nielsen, Helena Grove og Diana Olesen havde gjort det til 3-0 inden 2. periodes slutning. I den anden ende formåede Esbjerg i glimt at få sendt en afslutning af sted men Anette Kjeldgaard var en meget sikker sidste skanse som gav stor ro i de bagerste geledder.
Da ÅFS stort set ikke havde givet en chance væk de første 40 min. syntes kampen reelt afgjort inden 3. periode. Det førte til et par taktiske eksperimenter, men hovmodet blev hurtigt straffet af Esbjerg som allerede efter et par minutter fik reduceret til 3-1. I en kort periode ramlede det for ÅFS men Cindy Knudsen i målet hev flere gode redninger op af tasken og i stedet kunne Diana gøre det til 4-1. ÅFS fik herefter ro på og da Tine Nielsen scorede igen til 5-1 var kampen lukket. De sidste 7-8 minutter fremstod ÅFS noget desorganiserede og ukoncentrerede og det udnyttede Esbjerg til en enkelt (i øvrigt fremragende) scoring til resultatet 5-2.

Årets første kamp bød således på en godkendt indsats med mange positive indtryk. De 4 debutanter leverede en fin indsats samtidig med at mange af holdets rutinerede kræfter slog til. Kampen afslørede dog også at der skal lægges nogen timer i træningslokalerne før ÅFS igen rammer sidste års form, gerne i en pokal-kvartfinale formentlig mod enten Aab, Outlaws eller Bulldogs.

Skriv et svar