Skuffende indsats i lokalopgøret.
Det er sjældent, at det er det mest prangende spil, der kommer ud af et lokalopgør mellem Århus FS og Team Århus Floorball, og for hjemmeholdets side var det da også langt fra en stor præstation, der blev vist lørdag eftermiddag.
Gæsterne fik en drømmestart, da de allerede efter et halvt minut kunne udnytte svag opdækning ved et frislag. Jacob Prange trak ind over midten og sendte et fladt trækskud mellem benene på en ÅFS-back og forbi Anders Bruun i ÅFS-målet.
Dette rystede ÅFS'erne, der ikke fik spillet til at flyde og derudover tabte de fleste nærkampe. Alligevel kommer ÅFS relativt hurtigt tilbage, da Anders Rognerud bliver spillet fri af Henrik Engelsen efter knap syv minutter og udligner til 1-1.
Fra anden periodes start fortsætter det krampagtige spil fra ÅFS-holdet, der brugte alt for megen energi på dagens dommer-duo fremfor at få spillet til at fungere. Efter at have overlevet en 3-mod-5 situation kort forinden, bliver ÅFS straffet for endnu en udvisning, da TÅF's Morten Larsen efterlades umarkeret i midtzonen og efter en aflevering fra en velspillende Rasmus Opstrup sender bolden op i hjørnet til 1-2. Spillet fortsætter herefter noget rodet, hvor specielt TÅF's kontrafarlige spillere kan nyde godt af, at spillet bølger frem og tilbage.
Det bliver dog ÅFS, der udnytter en kontramulighed til udligning 2-2, da Jens Ørhøj efter en bolderobring lægger bolden ud på kanten til Johan Carlsson, der sikkert sender bolden forbi TÅF-målmanden til 2-2.
Efter atter en opsang i periodepausen kommer ÅFS'erne ud til 3. periode med bedre kontrol om tingene. TÅF bliver flere gange presset tilbage i egen zone – men netop dette skal man dog altid være på vagt overfor mod et kontrastærkt hold. ÅFS spiller to meget flotte minutter i undertal i forbindelse med en udvisning til Jannik Isidor, hvor ÅFS nærmest er mere i boldbesiddelse end TÅF. Men netop som ÅFS bliver fuldtallige forventer ÅFS-spillerne at få en frislag for ukorrekt slag langt oppe på TÅF's banehalvdel. Dette dømmes dog ikke, og i stedet kan TÅF sende Rasmus Opstrup afsted på en lang bold, hvor han umarkeret slipper fri og scorer til 2-3 til trods for, at Anders Bruun havde hånden på.
Frustrationerne mod dommer-duoen var fortsat i fokus hos hjemmeholdet, der følte kendelserne gik dem meget imod, og de små marginaler var heller ikke med ÅFS. Da Nicolai Skjøtt med seks minutter igen efter et frislag i forbindelse med en TÅF-udvisning flot banker bolden forbi TÅF-målmanden, var dommerens fløjte ikke lydt, og målet annulleres til stor ærgrelse for ÅFS-lejren.
De sidste minutter bliver meget hektiske med udvisninger til begge hold, et – efter ÅFS-lejrens mening – overset straffeslag, hvor dommernes kendelse virkede noget besynderlig og fremtvang en protest fra hjemmeholdet, og til sidst en 5-mod-3 situation til ÅFS, der ikke blev udnyttet.
Gæsterne fra Team Århus kunne derfor trække sig sejrrigt ud af kampen efter en ÅFS-indsats, der lod meget tilbage at ønske. Ingen tvivl om at det er talentfuldt og spændende hold, men der er stadig mange ting, der skal arbejdes med for at få det bedste ud af holdet.
Næste kamp spilles førstkommende søndag i Esbjerg, hvor spillerne tydeligt må have noget at revanchere.