Skuffende resultat i første kvartfinale

Søndag spillede ÅFS’s 1. damer det første opgør i kvartfinaleserien mod Jægerspris. Det blev desværre aldrig det spændende opgør, man på forhånd havde håbet på i ÅFS.

Allerede i 1. periodes første skift løb Jægerspris om hjørner med ÅFS spillerne og bragte sig foran. Damerne kom dog godt igen. De værste nerver blev rystet af, og holdet fik bedre fat i de hurtige Jægerspris spillere. ÅFS fik tilspillet sig en række gode chancer, men uden det fornødne held i afslutninger. I stedet bragte Jægerspris sig kort før pausen yderligere foran.

I 2. periode kom Jægerspris atter først på tavlen, men kort efter fik ÅFS endelig sat sig igennem. På en god kontra endte bolden i bladet på Jeanette Hyttel. Hun spillede den på tværs af feltet til en fri Signe Sørensen, der sendte bolden i nettet. Glæden blev dog kort – ½ minut senere havde Jægerspris atter spillet sig igennem ÅFS forsvaret. Herefter fulgte en noget rodet periode med mange udvisninger til begge hold: 1×5 og 1×2 til ÅFS, 3×2 til Jægerspris. Igen var det Jægerspris der slap bedst fra det ved at bringe sig foran 5-1 blot et sekund før ÅFS havde overstået sin straf. Damerne pressede på for at få reduceret inden pausen, men trods et par gode chancer blev der ikke rykket ved stillingen.

Fra 3. periodes start gik ÅFS helt frem og pressede Jægerspris, og kom allerede i første skift frem til 2 gode chancer. Men Jægerspris slog kontra og i stedet for 2-5 blev det 1-6. ÅFS fortsatte imidlertid sit pres og havde held til at stresse sjællændernes opspil, men det gav desværre ingen point på tavlen. Jægerspris fik bolden i mål endnu engang til slutresultatet 1-7.

Det var en flok skuffede ÅFS’ere der forlod kvartfinalen. Holdet formåede ikke at pakke Jægerspris profilerne ind og havde også problemer med at flytte spillet frem på banen. I store dele af kampen spillede holdet egentlig okay, men alt for mange dumme fejl kostede dyrt mod et hold som Jægerspris. Der var for mange spillere der ikke ramte dagen og så manglede der grundlæggende både tænding og vilje.

Heldigvis venter et returopgør i Jægerspris næste søndag, hvor ÅFS har mulighed for at rette op på indsatsen, og revanchere sig på en række områder – ikke mindst i forhold til resultatet!

Skriv et svar