Som håndbold herrer, så ÅFS2 tøser – næsten

Skive Floorball-ÅFS2 0-4 (0-1,0-2,0-1)

Tøserne fra ÅFS2 viste søndag formiddag de danske håndboldherrer hvordan en dagen-derpå-kamp skal tackles. Lørdag havde en hård kamp imod Brønderslev tappet en del kræfter, men sejrens sødme og de tre points fik alligevel alle mundvige til at vende opad, da der med enkelte stive muskler blev sat afsted imod Skive. Ingen vidste rigtigt hvad der ventede, for nordvestjyderne var et ubeskrevet blad med statistikken imod sig – 4 points i 5 kampe. Forventningerne var dog bukket i neon: Weekenden skulle ende med 6 points på ÅFS kontoen!

Efter en lettere kaotisk start med en udvisning til hvert hold for et par lange bukser hhv. et ur på banen kom ÅFS angrebsspillet sikkert op i gear. En ny bomber-kæde var hurtigt fornemmet i Sara og Tove, som i løbet af første periode præsterede topunderholdning med samspil på niveau med Boldsen, Knudsen, Boesen og hvad de nu ellers hedder… Flere gange blev hjemmeholdets forsvar løbet over ende, og kun sort uheld holdt antallet af scoringer på nul i ni uendeligt lange minutter. Midt i perioden blev et langt udkast fra Marianne dog af Lea snittet videre til Toves blad, og så var cirklen i det mindste brudt. Store chancer blev desværre ikke omsat til point i resten af perioden, så håbet om at lukke kampen i første frem for tredje periode falmede fælt.

Anden periode blev en hektisk affære med lidt for megen iver og alt for mange unødvendige ÅFS fejl. Dumme boldtab blev heldigvis ikke straffet af et uerfarent hjemmehold, så bomber-angrebet kørte upåvirket på. To imod en øvelserne søndag aften har ikke været forgæves, så to gange blev dette udført på smukkeste vis. Først smækkede Tove den lille hvide i netmaskerne på Saras assist, og sidenhen gentog de den med omvendt fortegn. Pænt blev det aldrig, men 3-0 så da pænere ud på lystavlen.

De sidste tyve minutter blev de mest begivenhedsrige. Først en udvisning af en skibonit for fastholdelse af en århusianer (– godt gået, da førstnævnte vækstmæssigt var mindst et halvt hoved bagefter i forhold til sidstnævnte…), så et straffeslag til hjemmeholdet som Marianne med vanlig overlegenhed pillede med foden, og til sidst en opvisning i blændende trækskuds teknik ved AB. Dermed lukkede kampen med fire mål i ÅFS favør.

Forventningen om sejr blev indfriet, men det skete desværre ikke i nær så overbevisende stil som ønsket. Heldigvis bringer den alligevel tre points ind på kontoen, og da nullet blev holdt i eget mål ser det faktisk flot ud som treer i statistikken.

Skriv et svar