Spændende eliteopgør lørdag.

Hvis man spørger på ÅFS' elitedivisionsherrer, hvilket hold de helst vil slå, vil svaret nok for de flestes vedkommende være: Team Århus Floorball.

Hvis man stiller det tilsvarende spørgsmål til elitedamerne, vil svaret nok være: FC Outlaws.

Netop disse to hold er gæsterne på en spændende floorball-eftermiddag på lørdag i Århus Firma Sport.

Kl. 11.00 Elitedivision damer: Århus FS – FC Outlaws

Efter sidste weekends sikre sejr over AaB, er der denne lørdag lagt op til en helt anderledes svær opgave. Frederikshavnske FC Outlaws har en trup med en lang række landsholdsspillere samt unge talentfulde spillere, og holdet viste allerede styrke i første runde, hvor Brønderslev blev besejret sikkert 8-1.

Sidste år var ÅFS dog godt med i begge kampe mod favoritterne. I Frederikshavn blev det 3-3, mens opgøret på hjemmebane blev tabt 3-5 efter en god kamp.

Hvis man skal nævne en ting, der kan gå hen og blive afgørende for en ÅFS-sejr, er det truppens bredde. Sidste weekend var truppen hårdt ramt af sygdom og afbud, men med en komplet trup, er der ingen tvivl om, at ÅFS'erne står med gode chancer for en sejr – men det kræver dog en toppræstation af alle spillere.

Kl. 17.00 Elitedivision herrer: Århus FS – Team Århus Floorball

Det er et af sæsonens mest spændende opgør i århusiansk floorball, der afvikles lørdag eftermiddag i Århus Firma Sport – det legendariske lokalopgør som begge hold vil gøre alt for at vinde.
Hvor ÅFS de seneste mange år har kunnet leve som underdogs i opgøret, er styrkeforholdet blevet forandret således, at ÅFS må være små favoritter på hjemmebanen.

For et par ÅFS'ere har kampen en ekstra dimension. Stig Isidor, Jannik Isidor og Jens Ørhøj har tidligere optrådt for gæsterne, så der kommer nok ikke til at mangle motivation hos disse spillere!!

Begge hold kommer med en uafgjort kamp fra første runde, hvor TÅF spillede 8-8 mod Frederikshavn Bulldogs. Hos gæsterne skal man specielt holde øje med angrebstrioen med Marek Krasny, Rasmus Opstrup og den nye svensker David Johansson. De stod for 14 ud af 16 points sidste weekend!

ÅFS kæmper stadig med en lang række skader, der har tyndet ud i truppen. I forhold til holdet mod Sunds, bliver der dog sæsondebut til Lars Skytte – mens Johan Carlssons deltagelse stadig er usikker.

Såvel andet- og tredjeholdets kamp er blevet aflyst, da modstanderne har trukket sig. Men der afvikles en intern træningskamp mellem de to elitekampe.

Velmødt til en spændende floorballlørdag!

Skriv et svar