Spændende floorball søndag i vente.

Søndag d. 7. marts er Århus Firma Sport centret ramme om sæsonens sidste store hjemmestævne med grundspilskampe, inden det byder på slutspils- og kvalifikationskampe for de to elitedivisionshold.

Dagen byder på fire kampe, der alle har hvert deres spændingsmoment.

11:00 U17 herrer: Århus FS – Herning FC
På papiret er der måske langt op til en kedelig kamp mod rækkens tophold fra Herning og rækkens 5’er fra ÅFS. De to tidligere opgør mellem holdene er også endt med sikre midtjyske sejre på 7-2 og 5-0 – men ÅFS’erne vil nok gøre alt for at drille favoritterne, der skal have point for at sikre sig førstepladsen foran Skanderborg. ÅFS skal til gengæld have point, hvis holdet skal passere Esbjerg i stillingen.

13:00 Elitedivision damer: Århus FS – AaB Floorball
Efter et flot point i weekenden på udebane mod FC Outlaws skal elitedamerne nu runde forberedelsen til de kommende kvartfinaler af med en kamp mod rækkens 4’er AaB, der skal møde Jægerspris i kvartfinalerne.

Umiddelbart ser det ud til at ÅFS er inde i opadgående formkurve, der gerne skulle toppe i de kommende uger. En god præstation mod Ålborgenserne vil være et godt rygstød inden de spændende kvartfinaler mod Hafnia.

De tre tidligere opgør i sæsonen mod AaB har givet tre sikre sejre på 5-1, 5-2 og 14-3, og det må kunne forventes, at ÅFS trækker endnu en sejr i hus.

15:00 Elitedivision herrer: Århus FS – Vissenbjerg GIF
Weekendens resultater betød, at kampen mod fynboerne ikke har nogen betydning i tabellen, og ÅFS kan derfor møde op til kampen uden pres, og træner Jesper Bertelsen får mulighed for at teste taktiske varianter.

Det er dog særdeles vigtigt, at holdet får en god oplevelse med fra søndagens opgør, inden kvalifikationsspillet for ÅFS starter om et par uger. Seneste sejr til ÅFS daterer sig stadig tilbage til før jul, så Vissenbjerg skal ikke undervurderes, og kampens betydning kan heller ikke anfægtes.

Da de to hold mødtes i Vissenbjerg, vandt ÅFS uden et par profiler med 7-2, og kampen er gæsternes sidste optræden i den bedste række i denne omgang.

17:30 2. division herrer: Århus FS 2 – Bjerre 2000
Programmet afsluttes med dagens vigtigste opgør set med ÅFS-briller. Nemlig kampen om divisionstitlen i 2. division vest, kreds 2. ÅFS har to points forspring til gæsterne fra Bjerre, og er desuden i en fordelagtig position i de indbyrdes opgør via 5-5 og 4-2, så andetholdet kan tåle et nederlag på 1 mål og bevare førstepladsen.

Begge mandskaber kommer med friske to-måls-sejre over Skanderborg i bagagen, så der er lagt op til et særdeles spændende finaleopgør mellem to tændte mandskaber.

Alt i alt er der lagt op til en masse spændende floorball på søndag i Firma Sporten.

Skriv et svar