Spændende kvartfinaleserie i vente

Lørdag kl. 15.00 tager ÅFS imod FF København i første kamp i damernes DM-kvartfinale. Der er lagt op til en spændende og lige serie hvor dagsformen formentlig bliver afgørende.

Gæsterne fra FFK er en spændende modstander i særdeleshed set med ÅFS øjne. Holdet ledes af den tidligere ÅFS’er Rico Mikkelsen og har i Mette Milling og Mette Marie Bülow to tidligere ÅFS-profiler på holdet. FFK havde i efteråret en noget ”shaky” start på sæsonen men kvalificerede sig alligevel som østrepræsentant til pokalfinalen hvor det dog blev et nederlag til Bulldogs. I foråret har der været andre boller på suppen og en fremragende slutspurt bragte FFK helt op på 2.pladsen. FFK er således brandvarme for tiden og går kvartfinaleserien i møde med et stort vognlæs selvtillid.

Lidt anderledes ser det ud for hjemmeholdet. ÅFS har spillemæssigt i denne sæson vist fremskridt men det har knebet med skarpheden foran mål. Samtidig har ÅFS foræret mange nemme mål væk, mål som i sidste ende kostede vigtige point og 2.pladsen. Alligevel er der optimisme at spore hos hjemmeholdets træner Lars Erik Bartels: ”Vi har haft et par gode træninger i denne uge og alle folk er indtil videre klar til kamp. Samtidig har flere af holdets profiler vist lovende form og holdet nærmer sig efterårets styrke.”

Om hjemmeholdets chancer siger Lars Erik: ”Jeg vurderer serien til at være ret lige. Der er ikke ligesom sidste sæson stor forskel på Øst og Vest rækken og FFK har vist super resultater på det sidste. De er måske svage favoritter qua hjemmebane i en evt. 3 kamp men vi tror at avancement til semi’en er mulig, hvis vi rammer vores topniveau 2 weekender i streg.”

Kom og støt hjemmeholdet lørdag kl. 15.00 i ÅFS Centret og se om det lykkes at slå FFK. Samtidig er der go’ mulighed for at råbe lidt efter Rico Mikkelsen;-)

Skriv et svar