Spændende weekend i vente.

Fire ÅFS-hold skal i kamp i den kommende weekend. Såvel 2. damerne og 3. herrerne har friweekend, men alle andre ÅFS-hold kommer på svære opgaver.

Programmet ser således ud:

Lørdag d. 1. nov. kl. 10:00 U17 Herrer: Sunds Seahawks FC – ÅFS
(Sunds Hallen)

Søndag d. 2. nov. kl. 11:00 Elitedivision damer: ÅFS – Frederikshavn Bulldogs FC
Søndag d. 2. nov. kl. 13:00 Elitedivision herrer: ÅFS – Frederikshavn Bulldogs FC
Søndag d. 2. nov. kl. 15:30 2. division herrer: ÅFS 2 – Bjerre 2000
(Århus Firma Sport)

Svær hurdle i det midtjyske

U17 herrerne kommer på en meget svær opgave mod Sunds Seahawks. Midtjyderne ligger på en 2. plads og besejrede ÅFS i sæsonens åbningskamp med hele 7-0.
Siden da har ÅFS dog hentet mere erfaring via sejren ude over Esbjerg på 5-3, så måske juniorerne kan overraske de midtjyske favoritter, der ligner en slutspilskandidat til trods for nederlaget mod Herning i sidste weekend.

Mulig revanche for damerne

Elitedamerne sikrede sig sidste weekend en kneben sejr ude over Brønderslev på 3-2, men spillets standard skal et niveau op, hvis der skal points på kontoen mod Frederikshavn Bulldogs.
Til trods for nogle flotte scoringer i Brønderslev, blev der skabt for lidt, og der manglede skarphed foran modstandernes mål.
Da de to hold mødtes i starten af oktober blev det til en sejr til Bulldogs på 3-0 i en kamp, hvor ÅFS aldrig kom sig over de to scoringer i første periode. Der skal vises mere gnist i nærkampene denne gang, hvis ÅFS-damerne skal vinde kampen, og dermed lukke hullet op til de to frederikshavnske tophold.

Tidligere var det umuligt

Set i lyset af af sidste sæsons to indbyrdes opgør mellem ÅFS og Frederikshavn Bulldogs i herrernes elitedivision er der nok ikke så meget tyder på en hjemmesejr. 2-27 var de samlede cifre i nordjydernes favør!!!
Men siden er ÅFS blevet forstærket, mens Bulldogs har mistet spillere som John Hørby, Allan Jensen, Martin Fast og ikke mindst Kim Haagensen. Bulldogs har dog stadigt et meget stærkt hold med spillere som Ronni Grønbech og Claus Riis Jensen, og er placeret på en 2. plads i rækken to points foran ÅFS, så der er krav om en koncenteret indsats fra alle mand – samt en smule held i de afgørende situationer.
De to seneste kampe har godt nok givet to udesejre til ÅFS, men mængden af personlige fejl skal minimeres søndag, når der er anderledes stærk modstand i vente. For ÅFS’ bedste mand i Brønderslev-kampen – Anders Jensen – rummer kampen den ekstra dimension, at han for første gang spiller mod sine tidligere holdkammerater.
Mads Skytte, der åbnede for-sæsonen i et formidabelt spillehumør, er påbegyndt træningen efter en knæskade, men om han får sin sæsondebut søndag er særdeles tvivlsomt.

Åben kamp mod Bjerre

Når ÅFS2 tager imod Bjerre Millenium 2000 Blue Kangaroos har gæsterne noget at revanchere. Den seneste kamp mellem de to hold – som fandt sted for næsten to år siden – var nemlig en meget ensidig affære, som endte 13-1 til ÅFS2. Der er dog sket meget siden da. 2. holdet har været en tur i 1. division og er med enkelte undtagelser et helt andet hold end det, som i sin tid gav Bjerre en afklapsning. Omvendt er kænguruerne kommet langt på de seneste to år. De har stille og roligt udviklet sig til et godt sammentømret mandskab der er fysisk stærkt og spiller bolden glimrende rundt. Sidste år blev det således til to tætte kampe mod ÅFS3, hvor der blev fightet fra start til slut af begge hold.
Det bør dog være ÅFS2, som er favoritter i dagens kamp. 2. holdet stiller med et stærkt hold til dagens kamp og må forventes at være oppe i et højere gear end gæsterne, som spiller sæsonens første kamp. Uanset hvad kan publikum dog forvente en spændende og intens kamp mellem to kampivrige hold, som begge sætter fighten og sammenspillet i højsædet.

Velmødt i Århus Firma Sport på søndag.

Skriv et svar