Stor floorball-lørdag i vente.

Hele fire hjemmekampe afvikles der i Århus Firma Sport lørdag d. 24. januar, hvorefter dagen afsluttes med fest for alle klubbens medlemmer.

11:00 Dame Elitedivision: Århus FS – Brønderslev Hotshots FC

Der er ingen tvivl om, at ÅFS kommer med en klar favoritværdighed til kampen mod rækkens bundhold fra Brønderslev. Sidst de to hold mødtes vandt ÅFS en komfortabel sejr på 8-2 efter en sæsonens bedste præstationer. Efter julepausen har ÅFS dog tabt to kampe til Frederikshavn-holdene, så kampen skal bruges til at få holdet på ret kurs igen. Allerede nu kan ÅFS’erne indstille sig på, at det bliver til en 3. plads i rækken, så de kommende kampe kan også blive brugt til at prøve ting af i forberedelsen til de kommende kvartfinaler. Søndag bliver det efter al sandsynlighed afgjort, hvilken modstander ÅFS kommer til at stå overfor i kvarfinalerne. Jægerspris og Hafnia mødes i det, der kan betegnes som en divisionsfinale. Taberen af dette opgør, bliver med stor sandsynlighed ÅFS’ kommende modstander.

13:00 Herre Elitedivision: Århus FS – Brønderslev Hotshots FC

Eliteherrerne er inde i en ond cirkel, hvor effektiviteten lader meget tibage at ønske. De sidste tre kampe mod hhv. Sunds, Herning og TÅF har kun givet 1 point, hvilket betyder at slutspillet kun er et teoretisk håb, 5. pladsen en svær opgave og 6. pladsen et sandsynligt facit. 6. pladsen er dog ikke sikret endnu, og gæsterne fra Brønderslev kan med en sejr minimere ÅFS’ forspring til kun 2 points. Dette betyder, at ÅFS virkelig skal have arbejdshandskerne på overfor en modstander, der har vist stigende formkurve efter tilgang af flere stærke spillere med landsholdsspiller Thomas Lodberg i spidsen. I forhold til onsdagens ærgelige nederlag mod Team Århus vender topscorer Anders Rognerud og U-landsholdsspiller Lars Skytte tilbage til truppen, der gerne skal sikre en gentagelse af sejren på udebane over Brønderslev tidligere i sæsonen, hvor ÅFS vandt med 8-5.

15:30 U17 Herrer: Århus FS – Skanderborg Real Killerbees

Det er sagt før omkring U17 kampene – men juniorerne er oppe mod overmagten, når Skanderborg gæster ÅFS. To gange tidligere har de to hold mødt hinanden i år – begge gange med storsejre til bierne til følge: 10-1 og 13-2. ÅFS ligger og kæmper med Esbjerg om 4. pladsen, og point i denne kamp vil være en sensation og kræve en utrolig koncentration fra alle spillere. Skanderborg er derimod i hård kamp med Sunds og Herning om de to slutspilspladser, så der er ikke råd til fejltagelse for Østjyllands bedste bud på en medaljevinder i juniorrækken nogensinde.

17:30 Herre 2. division: Århus FS 3 – Bjerre 2000

ÅFS3 har haft deres sag for i 2. division i denne sæson. Efter at de to andre 3.-hold trak sig stod man tilbage i en kreds med tre stærke modstandere, hvilket har medført nogle store nederlag, om end der har været tydelig fremgang at spore hos holdet. Fremgangen har på det seneste været så stor, at 3.-holdet lørdag går på banen med gode chancer for endelig at hente point til tabellen. Det bliver dog næppe let, eftersom Bjerre kommer til Århus med blod på tanden efter at have slået Skanderborg i deres seneste kamp. Uanset hvad kan man forvente en spændende og underholdende kamp mellem to hold, hvor fight og pasningsspil er i højsædet.

Skriv et svar