Storsejr til ÅFS 3 i Randers

ÅFS 3. herre var søndag den 30. januar på besøg hos Randers Raptors. Førsteholdene fra henholdsvis Raptors og ÅFS havde i opvarmningskampen gjort deres til at varme op til “the main event” med en yderst spændende afslutning. VM-finalen i håndbold havde dog højst sandsynligt spillet negativt ind på tilskuertallet. På trods af besøget fra et stjernebesat ÅFS 3 mandskab, var der i hvert fald øjensynligt omkring 2985 usolgte billetter til kampen i 3.div Vest kreds 2.

ÅFS 3 havde før dagens kamp stadig den oplevelse til gode, rent faktisk at starte en kamp med at komme foran. Det skulle der heldigvis blive rådet bod på efter 10 minutters spil, da Rasmus Jensen som sædvanligt stod helt rigtigt placeret inde foran mål, og kunne smide en retur ind til 0-1. 3 minutter senere var ÅFS igen på spil, og fik bragt sig foran med 0-2. ÅFS havde fra starten af kampen alt spillet, og Raptors var kun af og til lidt farlige på kontraangreb. I målet var Martin Christensen (aka. “Mr. Shutout”) dog sikkerheden selv, og fik stoppet samtlige de skud der kom igennem til ham.

2. periode fortsatte som den første sluttede, med massivt spilovertag til ÅFS. Perioden var da heller ikke mere end et par minutter gammel, da ÅFS' topscorer, Djavid Haghighi, bragte holdet foran med 0-3. Blot 3 minutter senere fik Christian Nielsen, tømmermænd til trods, scoret sit første mål nogensinde for ÅFS, da han med et fantastisk baghåndsskud, der kun var omkring en meter fra at sidde direkte oppe i krydset, fik passeret Raptors målmanden til 0-4. Luc van Heereveld lyttede derpå til Obi Wans råd, løb en tur, og scorede til 0-5, inden Martin Christensen krydrede sin gode insats i målet ved at stoppe et straffeslag cirka midt i perioden. ÅFS var dog ikke færdige endnu. Henimod slutningen af perioden røg en retur tilbage til ÅFS' backen Kasper Helbo, der med en fantastisk detalje nærmest per instinkt fik ændret et planlagt slagskud til en såkaldt “triller”, der fuldstændigt snød Randers målmanden og ÅFS var foran 0-6.

ÅFS kunne næsten ikke få armene ned i pausen mellem 2. og 3. periode, og det var som om successen steg alle spillerne til hovedet i 3. periode. Pludselig begyndte holdet at gå væk fra det gode spil de havde vist hele kampen, og det hele blev lidt kaotisk. Alle ville gerne have en stor frimærke samling at vise til Jochen, men det var som om man prøvede for hårdt. I stedet blev det kun til en enkelt scoring mere, og ÅFS kunne, alligevel meget fortjent, tage hjem med en 0-7 sejr i bagagen.

Randers Raptors 2 – ÅFS Floorball 3 : 0-7 (0-2), (0-4), (0-1)

09.54 0-1 Rasmus Jensen
13.09 0-2 Jesper Jørgensen (Djavid Haghighi)
22.35 0-3 Djavid Haghighi (Carsten Gormsen)
25.46 0-4 Christian Nielsen (Rasmus Jensen)
26.23 0-5 Luc van Heereveld
30.53 UDV Mikkel Pape, Randers (2min)
31.00 UDV Carsten Gormsen, ÅFS (2min)
31.00 Brændt straffeslag, Randers
37.22 0-6 Kasper Helbo
41.46 0-7 Luc van Heereveld (Mathias Kolstrup)
49.53 UDV Djavid Haghighi, ÅFS (2min)
56.38 UDV Djavid Haghighi, ÅFS (2min)

Man of the Match hos ÅFS : Rasmus Jensen
Enforcer of the Match : Djavid Haghighi

Skriv et svar