Super-fight af 3.-holdet.

Mandag d. 20. oktober var 3. herre en tur i Virring for at møde nedrykkerne fra Skanderborg.

Vi tager lige referatet i punktform først:

  • Skanderborg vandt 8-1, og det var fortjent, at de vandt
  • ÅFS fightede godt hele kampen igennem, og gav ikke på noget tidspunkt op – smukt!
  • Med lidt mere held og skarphed havde ÅFS3 scoret en del flere gange end det ene mål

Og så den lange:
Skanderborg endte sidste år på 9.-pladsen i 1. division, og befinder sig derfor i 2. division i år. Der var altså ikke så meget tvivl om favoritværdigheden, da ÅFS3 kom til Skanderborg. Dette blev yderligere understreget af, at ÅFS3 havde 1 målmand og 8 markspillere (lige dele motionister og 3.-holdsspillere) mens Skanderborg havde 2 målmænd og 16 markspillere (en solid blanding af erfarne spillere og frisk blod fra klubbens talentfulde U17-hold.

Fra kampstart var det da også tydeligt, at værterne var et bedre sammenspillet hold end gæsterne, omend begge hold var flittige til at begå sjuskefejl. Det var dog Skanderborg, som fik spillet sig til de fleste chancer og kunne gå til pausen med en 2-0 føring.

I 2. periode fik 3.-holdet bedre greb om kampen og kom til en række gode chancer, uden at det dog blev til mål. Hertil manglede skarpheden og heldet ganske enkelt. Til gengæld havde Skanderborg mere end rigeligt held i den anden ende og fik bragt sig på 5-0 i løbet af perioden. Humøret var dog hele tiden højt hos ÅFS, og vi følte klart, at vi hele tiden var med i kampen, selvom Skanderborg lagde os under pres i store dele af perioden.

Derfor gik holdet på banen til 3. periode med den klare målsætning, at perioden skulle vindes (gør man ikke altid det, når man er så langt bagud?), og det virkede da også realistisk. Nåja, men så scorede Skanderborg inden der var gået 2 minutter af perioden. Sur røv. Det forløsende mål faldt så midtvejs i perioden, da en frislagssituation medførte et par skud på mål (hvem sagde noget om manglende skarphed?), inden Simon kunne lægge bolden ind på midten, hvor Jon satte bolden ind bag (over) en totalt udspillet Skanderborg-målmand. Målet havde været længe undervejs, men det måtte jo komme før eller senere.

Herefter scorede Skanderborg desværre yderligere to gange til slutresultatet 8-1. Og det var så det. På trods af resultatet var der en glimrende stemning på ÅFS-bænken efter kampen. For det havde været en rigtigt sjov kamp at spille med god fight og høj intensitet hele vejen igennem. At vi så gik hen og tabte til et bedre hold er der ingen grund til at hænge sig for meget i.

Stor ros til hele holdet for en enorm fighter-indsats mod et hold på over tre kæder. Iøvrigt var det fedt at se, hvordan folk blev bedre og bedre til at finde hinanden som kampen skred frem. Så må vi lige øve lidt mere spil foran mål de næste par uger. Tak for kampen, gutter.

Skriv et svar