Super-sejr til damerne.

Elite, Damer
ÅFS-Frederikshavn Bulldogs 4-2 (2-1,0-1,2-0)
Det var lidt af en gyser, der forestod, da ÅFS-damerne tog imod Bulldogs for tredje gang i sæsonen.
Efter pokalsejr og nederlag i turneringen, gjaldt det nu en ny kamp i turneringen – og point var faktisk påkrævet, hvis vi skulle hænge på Bulldogs og Outlaws i grundspillet, og samtidig lægge afstand til AaB og Brønderslev.
Samtidig skulle vi tage revanche for den lidt sløje indsats i sidste weekend, hvor det blev til en smal 3-2-sejr over Brønderslev.
Det gjaldt om at stå sammen og gejsten var også fin på bænken, selv om der skulle gå noget, der lignede tre minutter før vi første gang fik kontrol over bolden.
Men efterhånden fik alle tre kæder arbejdet sig ind i kampen og selv om Gitte Svendsen havde bragt gæsterne foran 1-0, blev der kæmpet ufortrødent videre.
Sigrid udlignede med et kækt baghåndsskud og Malin fik scoret sit første ÅFS-mål, da hun løftede et trækskud på mål. Ditte stod foran Bulldogs-keeperen, tog udsynet og flyttede sig for bolden med en lille koket hop. 2-1 efter første periode.
Anden periode var helt og holdent Bulldogs'. Heldigvis blev det kun til en enkelt kasse ved Heidi Larsen, men vi kunne ikke have klaget, hvis de havde været foran efter midtperioden, hvor vi kun i korte perioder fik os etableret i frederikshavnernes zone.
Det gjorde vi til gengæld i sidste periode, hvor der kom lidt mere aggressivitet i vores spil.
Derfor kan vi med lidt rette sige, at det var fortjent, at vi bragte os foran små fem minutter før tid.
Mette Egeberg hamrede et frislag op i krogen og minsandten om Astrid ikke var på pletten et par minutter senere.
Kort forinden havde hun brændt en omega-chance, men tog grundigt revanche, da hun slog Mette Egebergs pasning i mål.
Ved hjælp af en rar stolpe red vi stormen af og kunne endelig fejre en sejr over et hold frederikshavnere i ordinær spilletid.
En flot holdindsats fra alle 15 spillere, men grund til at fremhæve Anette, der til tider agerede blæksprutte i målet og Signe, der kørte dobbeltskift og var den skarpeste i de fleste nærkampe.
Vi er “back on track” i rækken og ser nu frem til næste kamp den 15.11 mod Brønderslev. Siden venter et par kampe mod Outlaws – først i turneringen og derefter den spændende pokalsemifinale i starten af december.

Skriv et svar