Sygdomsramt 1. hold.

Influenzaepidemien har ramt 1. holdet hårdt. Sidste weekend mod Jetsmark var mange på holdet plaget af sygdommen, og det er blevet stadigt værre siden. 8 mand var ude grundet influenza ved onsdagstræningen. Hertil kommer, at Johan Carlson er tvivlsom starter, fordi han stadig døjer med problemer i sin ankel.
Så det er et svækket ÅFS hold, der stiller op til en af sæsonens vigtigste kampe. Lokalopgør mod Team Århus lørdag 12.30 i Hasselager Frysehus.
Den snedige hjemmebanetaktik med at køle hallen ned, ser denne gang ud til virkelig at kunne give pote for TÅF…
Holdets trænerteam er dog fortrøstningsfulde. William Ehmsen udtaler: “En smule sygdom vil ikke afholde holdet fra at yde sit bedste og hamre de sidste søm i kisten, der indeholder TÅF's drømme om slutspil.”
“Inden sæsonen havde jeg TÅF som klare favoritter til at snuppe 4. pladsen i slutspillet, men de har haft svært ved at bevare koncentrationen mod hold de undervurderer. Det er sædvanligvis også indstillingen, når de møder os, så mon ikke vi kan udnytte det?” slutter William Ehmsen.

Skriv et svar