Tæt på – igen.

Atter sidder man i ÅFS Floorball med følelsen af, at man var tæt på, men ikke fik det udbytte, der var fortjent.

Det blev nemlig kun til 4-6, for ÅFS' eliteherrer i lørdagens kamp mod AaB, der aldrig blev nogen oplevelse for publikum. Dertil var spillet simpelthen for dårligt, og præget af en masse fejl.

Det var faktisk AaB, der skuffede mest. Bedømt på spillernes tidligere meritter, og tekniske kvaliteter burde de kunne levere en gang underholdende floorball, men de fik sjældent muligheden. ÅFS havde nemlig sat sig for, at spolere AaB effektive kontraspil, og dette blev gjort ved, at man tålmodigt ventede på nordjyderne midt på banen.

Kombineret med en god effektivitet var det opskriften, der skulle resultere i den første århusianske herre-elitedivisionssejr i denne sæson. Og det startede da også glimrende, da Mads Skytte direkte på frislag bragte sit hold foran 1-0 efter ca. 5 minutter. AaB svarede dog igen med en udligning midt i perioden, og fik også vendt stillingen til 1-2 inden pausen.

Det blev til 1-3 i anden periode, og århusianernes spil var ved at falde lidt sammen. Men som en trold af en æske dukkede Mads Skytte atter en gang op, og bragte århusiansk håb ind i kampen med en reducering til 2-3. AaB vandt dog også denne periode 2-1, så stillingen efter anden periode var 2-4. En periode, hvor dommerparret i øvrigt mistede lidt situationsfornemmelse, og uddelte nogle unødvendige udvisninger til begge hold, blandt andet en femminutters til ÅFS' Thomas Eid.

AaB havde tilsyneladende brugt pausen mest fornuftigt, og fundet svaghederne i ÅFS-forsvaret. I hvert fald var stillingen hurtigt 2-6, og kampen syntes lukket.

Men en time-out af ÅFS-træner Michael Andresen vendte billedet, og med aggressivt presspil kom lidt af spændingen igen. Kristian Hansen reducerede til 3-6 på assist af Johan Carlsson og samme Carlsson havde sidste stav på bolden, da der blev reduceret yderligere til 4-6.

Desværre var timeglasset ved at rinde ud, og trods heftigt pres i slutminutterne, kunne AaB trække sig sejrrigt ud af kampen med 6-4.

-Atter sidder vi med følelsen af, at vi burde have fået et større udbytte af vores anstrengelser, udtaler cheftræner Michael Andresen. Men i dag er det et formodet tophold, vi spiller mod, så resultatmæssigt kan vi være rimelig godt tilfredse. Og så fik vi afprøvet vores helbanepres, som fungerede fint, så måske overrasker vi Outlaws i næste uge med at presse dem højt fra start.

Næste uge står menuen nemlig på “de lovløse” fra Frederikhavn for både elitedamer og -herrer. Kampene spilles lørdag på udebane hhv. 13.30 og 16.00.

Skriv et svar