Taktisk udklassering i lokalopgør

Med to fine kampe i bagagen var det et godt påklædt UMBRO-liga hold som lørdag drog til Frysehuset for at spille mod ligaens 3'er fra Team Århus. Udover lokal-opgør var kampen speciel da ikke færre end 4 af ÅFS's gamle profiler nu spiller i TÅF.

Team Århus var inden kampen kæmpefavoritter, alligevel var ÅFS godt med fra start. TÅF sad på spillet og havde flere gode muligheder mens ÅFS levede på kontra og på denne måde også fik spillet sig frem til flere meget store chancer. Efter 14 minutter blev ÅFS desværre nok engang ramt af modgang da Michael Buch vippede til bolden i hoftehøjde og noget tilfældigt kunne gøre det til 1-0. Desværre forblev dommernes fløjte tavs. Kort efter kom ÅFS i overtal. Her koncentrerede TÅF sig om truslen Jensen-Rognerud hvilket gav Martin Rasmussen god tid og masser af plads til at drøne et velplaceret slagskud afsted. 1-1 hvilket var resultatet efter 1.periode.

2. periode begyndte med TÅF overalt. De lagde et tungt helbanepres med de 3 offensive spillere. ÅFS havde svært ved at spille sig ud af de pressede situationer langs jorden og samtidig plukkede TÅF's backer alle lange pasninger. Derfor var det fuldt fortjent at Anders Kristensen med dagens flotteste detalje kunne gøre det til 2-1 på et baghåndsskud med ryggen til mål. Perioden ud kørte TÅF rundt med bolden og kunne gøre det til både 3-1 og 4-1. I samme periode blev ÅFS ramt af en række tynde udvisninger af dagens ellers udmærkede dommerpar Henrik Eddie og Torben Rafn så det var en flok frustrede ÅFS'ere der kunne gå til pause.

3. periode begyndte desværre som den forrige sluttede. Allerede efter 5 sekunder kunne TÅF gøre det til 5-1 efter koncentrationssvigt ved face-off'en. Kampen ud var det en flok modløse ÅFS'ere der løb rundt. Samtidig faldt TÅF's koncentration og det ellers så høje tempo og niveau der havde præget de to første perioder forsvandt ud af kampen. Et niveau der i øvrigt passede meget godt til dagens nissehue-klædte speaker;-)

Kampen endte 8-2 til TÅF hvilket ikke var et mål for lidt. ÅFS' manglende bredde og TÅF's evne til at omstille sig taktisk blev afgørende for kampen. Forud venter nu en bundgyser mod Midtjylland. Sejr er et minimum hvis ÅFS stadig skal gøre sig gældende i UMBRO-ligaen og bibeholde chancen for flere lokalopgør i fremtidige sæsoner.

Skriv et svar