Tilfredsstillende halvsæson.

Med sejren over Herning blev første halvsæson for eliteherrerne rundet af. ÅFS ligger på en delt 4. plads – den bedste placering i klubbens historie.
Muligheden for deltagelse i slutspillet og kvalifikation til den nye elitedivision på seks hold er så absolut stadig tilstede, og man må derfor betegne udbyttet efter de første ni kampe som tilfredsstillende.

ÅFS har besejret de fire nederste hold. Om end det ikke har været lette sejre, når man ser bort fra kampen i Vissenbjerg, der forløb ret problemfrit, så har holdet vist, at de hører til i top 6. Men man kan dog ikke gå så langt at forvente, at der ligger 8 stensikre point og venter mod disse fire hold i foråret. Esbjerg voldte ÅFS stort besvær, og Brønderslev er siden opgøret mod ÅFS blevet forstærket på flere pladser.

Når alt kommer til alt, så bør ÅFS dog hente disse 8 points i foråret, hvis håbet om en plads i slutspillet skal holdes tændt. Dette er dog ikke nok i sig selv, da ÅFS her i efteråret kun har hentet 2 points mod konkurrenterne i den øverste del af tabellen. Alle disse opgør har været på hjemmebane, hvor ÅFS desværre ikke har været skarpe nok i de afgørende situationer. Topholdet fra FC Outlaws var en for stor mundfuld for ÅFS, men ellers har holdet været med i de øvrige fire opgør.

Rækkens 2'er Team Århus viste større skarphed i et tæt opgør og trak sig sejrrigt ud af lokalopgøret via 2-3.
AaB, der indtager 3. pladsen, var nede 3-1 og 4-3, men fik vendt kampen i 3. periode til 6-9. Også mod Sunds var ÅFS foran 3-1, men føringen blev formøblet, og kampen endte 3-3. Og Frederikshavn Bulldogs fik også hentet en ÅFS-føring på 4-1 i en kamp, hvor ÅFS til gengæld fik udlignet til allersidst.

Hvis ÅFS skal med i slutspillet, skal der hentes sejre i flere af opgørene mod disse hold. Der er dog heller ingen tvivl om, at muligheden er der. De mange nye spillere er ved at falde ind på holdet, og den store mængde af skader fra starten af sæsonen er ved at være reduceret, så ÅFS kan fremstå som et stærkt kollektiv.

Netop fællesskabet har præget ÅFS i denne halvsæson. Alle kampe er blevet spillet med tre kæder, når man ser bort fra tredje periode i et par kampe.

Men ud af dette stærke kollektiv har der dog tegnet sig nogle profiler. Når man kigger på topscorer-listen er den præget af en del af 1. års ÅFS'ere. Angriberne Anders Jensen (tidligere Bulldogs) og Anders Rognerud (tidligere Frederikstad) har været en evindelig trussel for modstanderne, og det hører til sjældenhederne, at de går fra banen uden mål – som regel efter oplæg fra kollegaen. Det er blevet til henholdsvis 20 og 16 points til Anders og Anders.

Da Jens Ørhøj kom til klubben var det med en fortid som wing og center i Sunds og Team Århus. Jeppe Hansen omskolede ham hurtigt til back, hvilket er gået glimrende. Ikke alle mål har været lige flotte, men alligevel har Ørhøj opnået 6 mål og 6 assist på 9 kampe.

På 4. pladsen finder man Henrik Engelsen, der lige skulle bruge lidt tid til at falde ind på holdet efter sit skifte fra Herning. Men efter lidt rokering i kæderne er Henrik blevet en fast pointmager. Dette bringer ham op på 9 points halvvejs, og hvis Henrik holder niveauet, er han nok stadig en seriøs kandidat til VM-landsholdet i maj.

Efter disse nye spillere følger der så en lang række af de mere garvede ÅFS'ere, der ved hjælp af de nye spillere på holdet også har fået hævet deres niveau. I alt byder truppen ligenu på 20 markspillere, der alle har vist deres berettigelse i elitedivisionen, så ÅFS står godt rustet til de kommende afgørende kampe.

Alt tegner til en yderligere spændende halvsæson for eliteherrerne.

Skriv et svar