Topbold i weekenden!
Først kommende søndag kan ÅFS erklære floorball-sæsonen for åben, og starte ud med 4 topkampe i Danmarks- turneringen. Det er Århus Firma Sports elitedamer, eliteherrer, 2. herrer og 3. herrer der tager imod Esbjerg, og dagen lægger op til nogle spændende kampe.
Kl. 11.00 lægges der ud med en 1. divisionskamp, hvor ÅFS´ 2. herrer møder Esbjerg2. ÅFS´2. herrer sluttede sidste sæson med manér, hvor de fortjent spillede sig op i 1. division, og drengene er opsatte på at sætte deres præg på turneringen fremover.
Kl. 13.00 tager ÅFS´ elite-damer mod Esbjergs damer, som sidste år hver gang måtte se sig slået, når de mødte det stærke Århushold. Dagens kamp byder både på nye spillere i ÅFS truppen og ikke mindst ny træner. Den rutinerede og for ÅFS damerne ikke ukendte træner Jeppe Hansen har i år sagt ja tak til at styre damerne sikkert mod en slutspilsplads. Samtidig har ÅFS´ elite-damer måtte se 2 centrale spillere takke af for en tid. Profilen Mette Koefoed har flyttet lægestudierne til USA i denne sæson, og den rutinerede landsholdsspiller Ditte Studsgaard venter familieforøgelse, og vender ikke tilbage før næste sæson. Men efter to sejre til ÅFS i sidste weekends to træningskampe, er pigerne klar til søndagens kamp med masser af spillegejst og optimisme i benene.
Kl. 15.00 er det ÅFS´ elite-herrer der møder Esbjergs 1. hold. ÅFS har trænet godt op til sæsonstart, og holdet har allieret sig med den rutinerede træner Michael Andresen, som spår holdet en god fremtid. Efter en udbytterig træningslejr og nogle lærige træningskampe er ÅFS´ elite-herrer opsatte på at sætte en god kurs fra starten, og det århusianske hold satser da også på en sejr denne weekend…
Kl. 17.00 afslutter ÅFS´ 3. herrer dagen med en 2. divisions kamp mod Esbjerg 3.
3. holdet er et nyopstartet hold i ÅFS regi, og det bliver spændende at følge drengene på deres vej gennem turneringen.
Alt i alt er der lagt op til en dag med spændende kampe for alle holdene.
Der bydes velkommen til Floorball søndag den 29. september 2002 fra kl. 10.30