Topscorer i lånte sko.

Efter et par kampe med scoringsproblemer fik 2. damer i sidste weekend mod Frederikshavn Bulldogs 2 god træning i spillet foran mål, hvilket udmøntede sig i ikke færre end 12 scoringer.
En 1. periode med fuldt fokus gjorde, at 2. damer kunne begynde 2. periode med en føring på 6-0. Og denne føring blev lige så stille udbygget igennem resten af kampen. 6 forskellige målscorere blev det til, så den interne konkurrence var næsten hårdere end modstanden fra Bulldogs! Også Karen fra Oldstars, der beredvilligt stillede op til kamp for 2. damer, kom på tavlen. Topscorerværdigheden tilfaldt en spiller i lånte sko. I nattens mørke havde en tyv set sig lun på Michaelas sko, så hun måtte spille kampen i trænerens sko. Men hvad gør det, når man laver 4 mål?

Bulldogs kæmpede bravt, men havde mere end svært ved at komme til chancer. Marianne formåede dog at holde koncentrationen, så enkelte ukoncentrerede stunder fra forsvaret ikke gav reduceringsmål til frederikshavnerne.

I næste kamp venter rækkens førerhold Odense hjemme i ÅFS centeret, så vi håber at kunne tage nogle af de gode angrebstakter med videre, og give fynboerne det første nederlag i sæsonen!

Skriv et svar