Totalt pokaldrama.

Damer: Pokalturneringen – Semifinale, vest.
ÅFS-Frederikshavn Bulldogs.
6-5 (3-0,1-2,1-3) Forlængelse: 0-0, Straffeslag: 3-1
Matchfakta.
Ordinær spilletid:
12:31 1-0 Sigrid Paulsen (Mette Faurholt) 12:50 Mette Koefoed (Mai Nelson) 13:24 3-0 Mette Faurholt (Malin Lantz) 26:40 3-1 Jane Stubben (Iben Thorndahl) 34:48 4-1 Mette Koefoed (Malin Lantz) 37:13 4-2 Heidi Larsen 46:49 4-3 Heidi Larsen (Annie Dahlmann) 47:06 4-4 Gitte Svendsen 49:09 4-5 Annie Dahlmann (Jane Stubben) 53:07 5-5 Trine Refsgaard (Signe Sørensen)
Overtid: 0-0
Straffeslag 3-1: Signe Sørensen brænder, 0-1 Gitte Svendsen, Malin Lantz brænder, Nita Svendsen brænder 1-1 Mette Koefoed, Annie Dahlmann brænder, 2-1 Astrid Christensen, Helle Grønbech brænder, 3-1 Mette Faurholt

Det var uden tvivl en af de mest spændende kampe, der længe er set i Firma Sport, da ÅFS-damerne søndag eftermiddag tog imod Bulldogs i den første ”rigtige” kamp i sæsonen.
Det gjaldt pokalturneringen, og her skal der såmænd findes en vinder – i hver eneste kamp.
I omklædningsrummet inden kampen blev der joket lidt med, at vi sikkert skulle ud i straffeslag, og godt en time og tre kvarter senere var tingene faktisk kommet så vidt.
Signe stod klar til at tage det første straffeslag – og i ÅFS-boksen sad en flok udmattede og spændte spillere klar til at se to gange fem forsøg.
Signe brændte desværre og Gitte Svendsen gav Bulldogs føringen med en sikker scoring. Så var det Malins tur, og hun udfintede Bulldogs-keeperen totalt. Desværre ”glemte” hun at afslutte og derfor var det næsten påkrævet, at Anette i målet tog det næste straffe.
Bulldogs’ Nita Svendsen hjalp ved at ramme overliggeren på sit forsøg og Anette fik så megen selvtillid, at hun lukkede af for de to næste Bulldogs-forsøg med fine redninger.
Både Mette Kofoed og Astrid satte bolden i krydset og da Mette Faurholt skulle tage det femte straffe, kunne hun afgøre kampen.
Den koldblodige frederikshavner viste ingen nåde mod sine gamle holdkammerater og satte også bolden tæt oppe ved krydset til 3-1 i straffeslagene. Det sidste Bulldogs-straffe var overflødigt…
Hvilket drama, og hvilket drama det også var i den ordinære spilletid og overtiden.
Bulldogs startede kampen bedst. Pressede vores spillere i bund og kunne med lidt held have bragt sig foran 1-0 og 2-0. Men stærkt spil af Anette i målet og hjælp af stolpen en enkelt gang holdt nullet.
Pludselig sagde det bang i den anden ende. Inden for ét minut havde Sigrid, Mette Kofoed og Mette Faurholt bragt os foran 3-0, og det gav naturligvis initiativet i resten af perioden, hvor der var chancer til mere.
I starten af anden periode var det igen Bulldogs, der snuppede initiativet. Gæsterne kom endelig på måltavlen, da Jane Stubben – vist nok med et baghåndsskud – satte bolden under Anettes ben.
Men endnu engang kom ÅFS’erne igen og Mette Kof’s mål til 4-1 lignede faktisk afgørelsen på kampen.
Bulldogs bider dog i alle 60 minutter og gæsterne kæmpede videre. Fik en vigtig reducering i slutningen af anden periode og slog så til i midten af tredje. Med tre mål på blot tre minutter gik gæsterne i front med 5-4 og lignede pludselig et vinderhold.
Ude på bænken stod undertegnede og overvejede, hvornår time-out’en skulle tages, da Trine fik en pasning fra Signe og sikkert satte bolden op i nettaget til 5-5. Så var vi ligesom med igen, og resten af den ordinære spilletid var der igen fornuft og omtanke i ÅFS-spillet.
Det var der også i forlængelsen, hvor der var chancer i begge ender – og en nærmest ulidelig spænding i hallen og i boksen.
Heller ikke her kunne hverken ÅFS eller Bulldogs score og så endte det hele i straffeslag, og siden lykkeligt set fra ÅFS-side.
Især fordi Bulldogs de seneste to sæsoner altid er gået sejrrigt ud af de to holds indbyrdes opgør.
En rigtig god fight fra begge hold, der viste, at hverken århusianere eller frederikshavnere vil give en centimeter i sæsonens indbyrdes opgør.
Det kan gå hen og blive fire giftige matcher, når holdene står over for hinanden i grundspillet, og vi glæder os.
Kampen søndag beviste, at der er masser af potentiale i holdet, men også at spillerne lige skal lære hinanden at kende, eftersom der er mange nye ansigter i truppen.
Næste kamp i pokalturneringen bliver mod Outlaws, der som forventet vandt (16-0) i Odense.
Vinderen af den kamp spiller pokalfinale i juledagene mod vinderen fra øst-kredsen.

Skriv et svar