Træningsweekend for ligaholdene.

Forrige weekend var ÅFS’ to ligahold på træningslejr, som led i forberedelserne til weekendens sæsonpræmiere.

Dameholdet var i Sunds, hvor lørdagen bød på to gode træningspas, afbrudt af almindelig hygge og socialt samvær om eftermiddagen.
Lørdag aften ankom herrerne, og det blev til en sen men hyggelig fællesmiddag. Dameholdet trak sig herefter tilbage for at lade sig underholde af sine trænere, der noget ufrivilligt fik en central rolle i den af pigerne forberedte underholdning…

Søndag morgen ventede endnu en omgang træning, hvorefter herrerne spillede træningskamp mod Midtjylland (mere om den nedenfor). Efterfølgende var det damernes tur til at få lidt kamptræning mod Sunds’ U-15 hold. Det blev til et unævneligt stort nederlag, og med lidt friskere ben og hoveder havde det hurtigt set meget bedre ud. Der var nemlig – trods trætheden – masser spillemæssige lyspunkter.

For herrernes vedkommende bød weekenden på en stor pose blandede bolcher. Et noget svækket hold med to keepere og 10 markspillere tog først til Skanderborg. Efter et vellykket træningspas lørdag formiddag, bidrog holdet derefter til Skanderborg Real Killerbees jubilæumsfest med deltagelse i en opvisningsmatch. (Et stort tillykke til Skanderborg i øvrigt.) De jubilerende havde i dagens anledning forstærket holdet med et par profiler og holdet var da også væsentligt bedre med i kampen end da de to hold sidst mødtes. Kampen bar dog præg af at Skanderborg ikke var sammenspillet og ÅFS fik på den konto en del nemme scoringer. Særligt duoen Anders Jensen og Lars ”Mini” Skytte var giftige på dagen og kampen blev vundet 9-5. Minus ved kampen var, at den blev spillet i en kvælende varm Virringhal og at ÅFS nok engang løb ind i en fortjent M3 givet af dagens i øvrigt ganske glimrende TÅF-dommere.

Lørdag aften stod den efter fællesspisningen på spillermøde, hvor der fra trænernes side blev udstukket retningslinjer. Efterfølgende stod resten af aftenen på kortspil og hygge.

Søndag morgen mødte herrerne nyskabelsen Midtjylland Patriots i nok en træningskamp. Midtjylland stillede i noget nær stærkeste opstilling og var som forventet spilstyrende. ÅFS var tydeligvis trætte efter gårsdagens strabadser i den varme Virringhal og uldjyderne vandt derfor fortjent 4-1. Stig Isidor tegnede sig på smukkeste vis for ÅFS’ enlige scoring mens to personlige backfejl, et overtalsmål og en tilfældigt opstået friløber gav Midtjylland deres. Positivt var det ÅFS holdt Patriots fra flere scoringer på en dag, hvor benene syntes lidt matte. Knap så positivt var det at en svingende dommerpræstation nok engang medførte store frustrationer og en enkelt 2+10 min. En tendens holdet skal væk fra, hvis man gerne vil blive i UMBRO-ligaen.
Alt i alt gav weekenden et godt praj om holdets styrker og svagheder og masser af gode ideer til træningslokalet.

Skriv et svar