Tre vigtige points hjemme mod Sunds

Efter sæsonens tredje nederlag til Frederikshavn Blackhawks for en uge siden, var der kommet endnu mere på spil for ÅFK’s ligaherrer, da Sunds Seahawks kom på besøg i TST tirsdag aften. Inden kampen var ÅFK kun to points foran Sunds og Blackhawks – og da alt peger mod, at et af disse hold må blive sorteper sammen med Vanløse i jagten på slutspilspladser, var det meget på spil.

ÅFK startede – og gennemførte – kampen bredt med 14 markspillere rullende på fem backer og tre angrebdsformationer – og allerede i første skift var Vinoth Sivapalan og Mathias Christoffersen tæt på scoring, men bolden landede mageligt oven på målet. Hjemmeholdet fortsatte dog med initiativet og i det femte minut endte et godt tryk i zonen med, at Jeppe Juhl efter oplæg fra Brian Nielsen kunne bringe ÅFK foran 1-0. Generelt virkede ÅFK en tand skarpere end gæsterne, der spillede med ”håndbremsen trukket” i indledning – måske grundet kampens vigtighed.

Efter et kvarter gav overtaget pote igen, da rollerne fra første mål var byttet rundt, og Brian Nielsen fra slottet sikkert kunne sætte Jeppe Juhls oplæg i nettet til 2-0, og da Mathias Christoffersen fra nært hold kunne støde 3-0 i nettet efter assist fra Sivapalan med tre minutter tilbage af perioden, så alt trygt og godt ud fra ÅFK.

Anden periode startede ligeledes lovende for ÅFK, først var Jesse Fortunato tæt på at øge føringen – men kort efter slog angrebsformationen med Haug, Mølby og Junior til, da Morten ”Junior” Larsen kunne sætte Mølbys indspil sikkert i nettet til 4-0. Sunds kom så småt bedre med i spillet, men ÅFK virkede fortsat i god kontrol, indtil Vinoth Sivapalan i tiden 33:00 blev tildelt kampens første udvisning. Her fik Sunds trykket på, og Anders Holm kunne fra en spids vinkel reducere til 4-1. Dette skabte lidt usikkerhed og samme Holm var kort efter tæt på yderligere en reducering, hvorefter de sidste fem minutter forløb uden scoring, men dog med klart større initiativ fra gæsterne. Det til trods gik ÅFK til sidste pause med en tryg tre-måls-føring.

Tredje periode startede med en stor mulighed til Sunds på frislag foran mål, men ÅFK klarede stand, og fik igen opbygget en ro i spillet til trods for, at Sunds havde skubbet formationerne længere frem, og dermed skulle der igen en ÅFK-udvisning til at åbne kampen. ÅFK kom godt nok gennem de to minutter, man tabt den defensive organisation, hvilket Mikkel Skov plads på kanten, og hans skud sneg sig forbi en ellers velspillende Kristian Thorup til 4-2. Dermed var troen tilbage hos gæsterne, mens ÅFK spillede med en sikkerhed, der betød færre chancer end i den første del af kampen.

En lidt tynd udvisning til Jesse Fortunato gav Sunds en god mulighed, men denne gang holdt boksen godt stand, og i stedet var samme Fortunato tæt på at lukke kampen med fire minutter igen. Desværre blev afslutningen reddet, og i stedet kunne Søren Holm 15 sekunder senere reducere til 4-3, og dermed var kampen pludselig helt åben. ÅFK trådte dog i karakter med det samme, og kun et halvt minut sendte en spilvending Mathias Christoffersen afsted, og han løste tingene selv og bragte med sit andet mål ÅFK på 5-3 med tre minutter igen.

ÅFK løste de sidste minutter fint, om end Mikkel Skov med 45 sekunder igen havde en afslutning over mål. På opspillet efter drev Morten Mølby sig fri i højre side, søgte ned bag mål, hvor han stak bold ind til en umarkeret Jeppe Juhl, der dermed også kunne notere sig med sit andet mål til slutfacit 6-3. Kampen blev afsluttet med to ÅFK-udvisninger, hvor den sidste til Fortunato for ukorrekt afstand skabte lidt underholdning i hallen.

Med sejren rykker ÅFK igen op på sjettepladsen, og målet om klubbens første slutspilsdeltagelse på herresiden blev en tand mere sandsynligt. Såvel Sunds som Frederikshavn Blackhawks har nu pres på sig, om at sikre sig minimum to sejre i de sidste runder for at hente ÅFK, men ÅFK selv – udover svære opgaver mod Copenhagen og Rødovre – kan se frem mod to spændende opgør mod AaB og Hvidovre, som holdet tidligere i denne sæson har besejret.

Kampen betød også et på gensyn til kaptajn Brian ”Wulle” Nielsen, der fra sit topscorerværdighed nu rejser på udlandsophold i en månedstid – han returnerer dog inden slutspillets start, og med tilgangen af Morten ”Junior” Larsen har ÅFK dækket sig fornuftigt ind på centerpositionen.

 

Skriv et svar