Trist kamp i Vissenbjerg.
Elleve markspillere og en keeper tog lørdag til Vissenbjerg for at forsøge at sætte endnu to point på kontoen.
Kampen begyndte med ÅFS som klart spilstyrende mens Vissenbjerg levede mest på udkast og kontra. ÅFS bragte sig hurtigt foran 3-0 inden et fælt koncentrationskiks i 2. kæden resulterede i en reducering.
Efter pausen udviklede kampen sig meget rodet. Slag, hårde glidende tacklinger og grimt sprog føg frem og tilbage over banen hvilket resulterede i kampens første udvisninger. Først lavede ÅFS to mål i box-play bl.a. på et smukt udført straffeslag af Anders Jensen inden Vissenbjerg reducerede i samme power-play. ÅFS svarede hurtigt igen med et fint PP-mål og resten af perioden diskede Århus-holdet op med hurtigt pasningsspil. Det gav yderligere et par scoringer, så det efter 2.periode stod 9-2 til ÅFS. Sejren var sikret eller…?
Hvad der præcist gik galt i sidste periode skal være usagt. Vissenbjerg kæmpede som besatte og ÅFS kunne bestemt ikke få pasningsspillet til at fungere… mest pga. utallet af stavtacklinger som stadig prægede kampen. Frustrationer på Århus-holdet var efterhånden store og i en kort periode tabte man hovedet. Først en 2 min udvisning for brok og 35 sekunder senere en 5 min for hårdt spil som dog hurtigt blev vekslet til en badebillet pga. yderligere utilfredshed med dommerpræstationen. Vissenbjerg var igang og fik hurtigt reduceret til 5-9 bl.a. på dagens detalje, et smukt zorro-mål. At finten blev lavet i hoftehøjde gjorde ikke målet mindre flot og regel-dispensationen blev vel givet pga. det kunstneriske indtryk 😉 Vissenbjerg kom på 6-9 med 7 min igen og panikken lå og lurede. Med fornuftigt og rutineret spil blev sejren på 10-6 dog kørt i hus.
Positivt var det først og fremmest at kampen gav 2 point og at dagens debutanter Jelle van der Mooselar på mål og backen Peter Larsen begge spillede fint.
Ærgeligt var det at man ikke kunne holde hovedet koldt og undgå karantæner og sure miner. Det er helt sikkert noget der skal rettes op på til næste hjemmekamp mod Esbjerg søndag d 27. feb.