Turnering startet for U15
Efter en laaaang optakt pga. mange aflyste kampe er U15 holdet kommet i gang med sæsonen.
Holdet består af enkelte rutinerede kræfter fra sideste års U17 hold, men langt de fleste på holdet er helt nye.
Første kamp var søndag d. 13. november. Modstanderen var Skanderborg, der de sidste par år har gjort det rigtig godt i U15 rækken. ÅFS kom lidt nervøst fra start, men fik i løbet af 1. periode rystet nerverne af sig og kom godt med i kampen. I 2. periode fulgte ÅFS pænt med Skanderborg, der dog havde det meste spil og fortjent vandt perioden. I 3. periode faldt ÅFS desværre helt sammen. Der blev lavet dumme, dyre forsvarsfejl og angrebsspillet hang ikke sammen. Resultatet blev en fortjent sejr til Skanderborg, der dog var lige rigelig stor 2-7…
Tirsdag d. 15. november skulle holdet bevise, at vi er i stand til at lære af de fejl vi begik mod Skanderborg. Fra første fløjt virkede ÅFS tændte, stod godt i forsvaret og spillede flot op ad banen. Kampen blev en tæt affære, hvor spændingen var bevaret til sidste sekund. Kampen endte 5-5, hvilket TÅF kan være bedst tilfredse med, da de lange perioder var udsat for et sandt ÅFS-bombardement. Desværre blev ÅFS ramt af flere udvisninger, hvilket måske var udfaldsgivende.
Alt i alt er U15 kommet rimeligt fra start. Holdet har masser af talent og der er ingen tvivl om, at der nok skal komme mange flere point på kontoen i de næste par kampe.