U11 på tur til Frederikshavn

Kampprogrammet startede hårdt ud, med den første kamp klokken 07,30 lørdag morgen. Inden kampstart kom Anders, så det var fire, lidt morgentrætte, drenge der gjorde klar til kamp. Det viste sig at den første modstander var et pigehold fra Southbridge – et stort et af slagsen. Pigerne var alle noget højere end vores drenge, så drengene måtte overbevises om at det var bedre at være lille og vågen end stor og doven. Starten på kampen bar præg af at drengene ikke har spillet en eneste kamp i denne sæson, og ved pausen stod der 4-0 til pigerne. I pausen på tre minutter tog fighterviljen fat i holdet, og på kort tid var 0-4 vendt til 4-5.  Drengene kæmpede og løb og hjalp hinanden, og specielt Yngwie viste sikkerhed som bagerste mand, og fik blokeret en masse skud – en tendens han holdt flot fast i under hele stævnet. Kampen kom også op på 5-5 og vi kunne lugte en sejr – men efter et skud på vores mål, hvor bolden synes inde, men ikke var det, og drengene derfor mistede lidt fokus, blev reposten lagt ind. Så første kamp endte med et nederlag på 5-6. Alle målene i det flotte comeback blev lavet af Magnus der lavede et flot stykke arbejde oppe foran, hvor han jagtede bolden utrætteligt.

Efter første kamp var Anne og jeg rigtig stolte af drengene, som forståelig nok selv var lidt skuffede. Vi fik dog vendt stemningen under morgenmaden, og efter at have set nogle af de andre ÅFS hold, skulle holdet igen i ilden. Denne gang skulle drengene møde Tornados, og de blev blæst omkuld. Drengene kom hurtigt bagud, og det var svært at gøre noget ved det, Tornados var rigtig gode. På trods af dette fik drengene sat 3 mål ind og vist at de ville fighte uanset hvad. De fik lov til at sætte en 4. mand på banen, hvilket hjalp lidt. Drengene måtte dog på trods af dette inkassere et nederlag på 18-3. Det var ikke sjovt synes drengene.

Opgaven var nu at få vendt stemningen endnu engang så drengene var klar til at møde Benløse 1. Vi kunne se på statistikken at de var meget målfarlige, og var heldige at kunne få hjælp af Jeppe som til stævnet spillede for U13, selvom han har trænet med U11 hele året. Vi forberedte drengene på at kampen ville blive svær, og det viste sig at være helt rigtigt. Den endte 24-0! På trods af resultatet var det dog to meget stolte trænere der gik fra kampen, for de 5 drenge viste virkelig hvordan man figther mod alle odds! Drengene var tydeligt mærket af at de var langt bagud, og alligevel kæmpede de rigtig flot hele vejen igennem. I denne kamp udmærkede Anders sig specielt ved at blive ved med at jagte bold, og stadig komme hjem og blokere skud. Et rigtig flot løbearbejde af den yngste på holdet, som sammen med Christian faktisk spillede i en aldersrække over deres egen.

Sidste puljekamp var mod endnu et Benløse hold, og dette gav lidt urolige miner hos både spillere og trænere. Endnu engang viste de yngste ÅFS’ere sig dog fra sin bedste side og kæmpede bravt. Efterhånden kunne det fornemmes at drengene var ved at finde deres pladser på banen. Yngwie viste igen at pladsen som bagerste mand var hans domæne og lod meget få skud gå forbi sine blokeringer – og ud over dette tog han også en tur op og satte et mål ind selv. Christian viste også at han ville score, og med sin nye stav havde han rigtig rigtig mange skud på mål. Han inkasserede også et enkelt sammen med Anders, der igen løb rigtig meget. I denne kamp var det også en fryd at se Jeppe og Magnus’ spil oppe foran. Mange gange fik de spillet hinanden fri og løb rigtig fint uden bold. En rigtig god hold-indsats resulterede i stævnets første point da kampen endte 5-5. Det var super flot og dejligt at drengenes kamp gav pote.

Drengene endte som nummer 5 i deres pulje og skulle derfor møde endnu et Benløse hold i B-slutspillets kvartfinale. Var det alle gode gange tre denne gang? Drengene var efterhånden godt brugte, men var klar til kampstart. Holdet var igen nede på 4, og det gav ekstra arbejde til alle, der gik på med krum ryg. Det blev en utrolig spændende og lige kamp, hvor drengene forsatte de gode takter fra den sidste puljekamp. De begyndte at finde hinanden på banen og spille rigtig godt sammen. Det var dog også tydeligt at trætheden var på vej, og nede med to mål i pausen, var trænernes eneste råd at de gav alt hvad de havde i sig – og det må man give drengene – det gjorde de!! Sidste periode blev enormt spændende, med mange skud fra Christian, lækre tekniske detaljer fra Magnus, et mega løbearbejde fra Anders og en solid og sikker sidste mand hos Yngwie. Kampen var tæt til det sidste, stillingen var 3-3 da Benløse desværre får sat et mål ind og afgør kampen til slutresultatet 3-4. Det var alle lidt skuffede lige da vi mødtes efter kampen, for det var rigtig tæt på at vi havde taget en sejr.

Som afslutning på weekenden samledes spillerne, forældre og trænere til en is og ”nedkøling” efter den hektiske kvartfinalekamp. Da den kom lidt på afstand kunne alle spillere godt se at de havde gjort det rigtig rigtig godt, og at trænerteamet var enormt stolte af dem. Drengene kom til stævnet uden kamperfaring, og alligevel formår de at spille 3 ud af 5 kampe rigtig tæt. Vi som trænere vidste godt at man til landsstævnet risikerer at møde nogle hold som bare er bedre, og det gjorde vi også i år, men på trods af de to store nederlag rejste drengene sig og kæmpede videre. Stor respekt for at de kunne det, og trænerteamet er virkelig stolt!

Det har været en super god weekend med drengene og en stor tak til deres forældre for opbakningen. På trods af den store afstand havde alle drengene mindst en forælder med som opbakning til kvartfinalen, hvilket nok har givet dem noget ekstra energi.  Anne og jeg vil gerne sige mange tak til drengene for deres indsats, den stolthed vi stod med da drengene var færdige til stævnet kan slet ikke beskrives, at stå i spidsen for 4 (5 med Jeppe) drenge med så stor fighterånd var en ære – tak!

Der vil komme billeder her i løbet af næste uge.

Skriv et svar