U13 sejrede for anden gang i træk

Med citatet: ”Hvorfor skal vi spille så tidligt?” i bagagen drog ÅFK’s Flex U13-hold afsted mod Bjerre. Op til flere af Århus-spillerne var ikke vildt tilfredse med at skulle så tidligt op for at spille kamp. Ikke desto mindre ændrede det ikke på noget ved den nye spillestil under cheftræner Nicklas Perto.

Optakten til kampen blev brugt på at snakke om, hvad der gik godt i kampen imod Randers, samt hvad der kunne gøres bedre. Det var helt klart, at kontrafasen, de lange udkast og en masse skud på mål skulle blive essentielt i forhold til at besejre holdet fra Bjerre i dagens kamp. De 11 spillere der var med til dagens kamp var næsten de samme som dem der vandt over Randers i forrige weekend. Ud gik Loke, der havde afbud, og ind hentede cheftræner Perto en navnebror fra Hørning. Således trådte Nicklas Hedemand direkte ind på Lokes plads. En fin erstatning skulle det vise sig.

Som nyt element i sin spillestil har Nicklas Perto fået tilført ekstra fysik og aggressivitet til holdet, hvilket var fokuspunkter til den måde kampen skulle vindes på. 3 spillere røg i banden og samtlige fysiske dueller gik til Århus’ fordel i dagens kamp, hvilket naturligvis falder i god jord hos træneren. I torsdagens træning havde Århus-holdet eksperimenteret med en masse ”kaos-floorball”, hvilket skulle bruges til at blive gode til at udføre højt pres og have sammenhæng i kæderne.

Netop det høje pres var i dagens kamp et element Århus mestrede til perfektion. Op til flere af målene blev scoret efter at have vundet / genvundet bolden på modstandernes banehalvdel. Farligst var Bjerre med deres lange udkast, som op til flere gange gjorde ondt på Århus-holdet. Udover lange udkast, havde Bjerre ikke meget at diske op med, og især var kampen præget af mange slag på staven, hvilket var til stor frustration for Århus-spillerne. Men som træneren sagde, så skal man fokusere på det man selv kan gøre noget ved, og ikke på hvad modstanderne gør.

Netop dette gjorde op til flere af spillerne og med et meget kaotisk element i spillestilen i dag så Bjerre op til flere gange ud til at være fastlåst i egen zone. Hvis ikke centerspillerne vandt bolden når Bjerre forsøgte at komme ud, så stødte backerne godt op og supplerede. Desværre for Århus, så havde man ikke rigtig nogle lange udkast, da keeper Mads Aarslev sjældent havde noget at lave, når ikke der kom et langt udkast fra modsatte keeper. Århus vinder kampen 7 – 5 på mange rigtig flotte mål, sat ind på en særdeles velspillende Bjerre-keeper.

Trænerens udtalelser:
En sådan kamp som denne her er det svært at fremhæve én eller to spillere frem for nogle andre. Det er ikke individuelle præstationer der grundlægger vores sejr, men hele holdets indsats! Det høje pres som vi scorer de fleste af vores mål på er noget ALLE er med i, og var fuldstændig essentielt i dagens taktik. Skal man dog fremhæve nogen, som måske ikke ofte bliver fremhævet, så spillede Århus’ nyeste spiller Emil Povlsen en vanvittigt god kamp. En decideret frygtløs indsats blev krydret med op til rigtig fine momenter med bolden også. Der går nok ikke længe før Emil sætter sit første mål. Ligeledes stod Mads Aarslev måske sit livs kamp.

Op til flere 2 mod 0 dueller endte han med at vinde eftersom Bjerre havde stor succes med de lange udkast gennem midten af banen forbi vores backer. Disse to spillere ville efter trænerens opfattelse være at se som kampens spillere. Det skal dog ikke tage noget som helst fra nogle af de andre spillere, da de også spillede rigtig godt. Emil og Mads spillede bare langt over egne evner i dag, hvilket var vanvittigt imponerende at se. Holdet som helhed rykker sig for hver kamp, og man kan især se fordelen af at have faste kæder at spille i.

Ligeledes rykker spiller for spiller sig enormt meget, og man kan se at alle tør gøre en masse. Og det er vigtigt for holdet, for vi har mange spillere der kan en masse på egen hånd. Så snart spillerne for alvor indser det kæmpe potentiale træneren ser i dem, så får vi et rigtig godt hold. Der findes nemlig ikke én eneste på holdet, der har den opfattelse at de er bedre end andre. De erfarne værner om de nye, og inddrager dem på bedste vis rent spillemæssigt. Alle får på den måde udfriet de spidskompetencer de nu en gang har. Og det er super fedt at se! En god cocktail af individuelle færdigheder og flot sammenspil var dagens opskrift på sejr, og med mere træning, så bliver der altså også langt flere sejre af denne slags.

Endnu en tak skal lyde til de forældre der var med i dag og som helt generelt er super gode til at støtte op om holdet! Det er så vigtigt at i bliver ved med at hjælpe til, og det giver os alle lyst til at yde en ekstra indsats når vi kan se vi har jeres opbakning!

Dagens kæder:
Mål: Mads Aarslev

1. kæden:
Emil Povlsen – Christian Schneider
Tobias Vestergaard
Aske Sommer – Ronja Beck

2. kæden:
Cecilie Dahl – Nicklas Hedemand
Marie Hansen
Thomas Mortensen – Jonas Kristensen

Dagens pointmagere:
Tobias Vestergaard 2 + 0
Jonas Kristensen 2 + 0
Ronja Beck: 1 + 1
Nicklas Hedemand 1 + 0
Aske Sommer 1 + 0
Marie Hansen 0 + 1
Thomas Mortensen 0 + 1

//Nicklas Perto