Uafgjort i lokalopgør

Uafgjort i lokalopgør

ÅFS 3 tog lørdag til Hasselager for at spille lokalopgør mod Team Århus 3. Eftersom Team Århus havde vundet deres 3 første kampe, var det forventeligt at ÅFS skulle op i mod en stærkere modstander. ÅFS fik dog alligevel hevet sit første point hjem i sæsonens anden kamp.

Kampen startede noget rodet og da de første 14 minutter var gået havde ÅFS afsonet 6 minutter i straffeboksen. Efter at havde holdt nullet i undertallet var det derfor kun ærgeligt at Team Århus kunne bringe sig foran i det femtende minut da en returbold ikke blev clearet. Team Århus havde et lille overtag i denne periode, men ÅFS fik alligevel bolden i mål 45 sekunder før pausen ved flot opspil af Thomas, der serverede bolden på et sølvfad for Rasmus der ikke kunne undgå at bringe balance i regnskabet. Flot mål.

I 2. periode var en meget lige forestilling uden de store chancer til nogen af holdene, men 2 minutter før pausen bragte Thomas ÅFS i front, da ÅFS kun skulle bruge 30 sekunder af deres første powerplay til at score og kunne derfor gå til pause foran 2-1.

Om ÅFS allerede troede de havde vundet kampen skal være usagt, men et eller andet gik helt galt i starten af 3. periode. For 3.30 inde i 3. periode var faktum nu at Team Århus var kommet foran 3-2 efter at havde bombarderet ÅFS-målet. ÅFS kom for anden gang i overtal i det sjette minut, men formåede fascinerende nok at få 2 mand smidt ud kort efter hinanden efter 1 minuts powerplay. Overtal var nu forvandlet til undertal og en efterfølgende 3 mod 5, som Team Århus dog ikke formåede at udnytte.

Lidt efter lidt overtog ÅFS initiativet og 13.15 inde i perioden tog Carsten chancen et par meter over midterlinien. En mand der normalt kan sende et projektil af et skud af sted får slet ikke ordentlig ram på bolden. Hvad der sker og hvordan det kan lade sig gøre er stadig uvist, men bolden sejler i en høj fin bue ind i TÅF-målet med en fart der på ingen måde kan få målnettet til at blafre, men måltavlen viste nu 3-3.
Resten af kampen havde ÅFS overtaget uden dog at komme til de store chancer. Kampen endte meget retfærdigt 3-3 i en tæt kamp mellem 2 hold, der ikke tillod mange chancer.

Der skal lyde stor ros til spillerne for at spille meget disciplineret og overholde de aftaler der blev indgået i omklædningsrummet. Specielt Jesper R, som virkelig har forbedret sit spil den sidste måned, spillede over evne på en for ham noget uvant plads som center. Mark skal dog også fremhæves, da han spillede en særdeles disciplineret center (hvis man ser bort fra et par rigtig dumme udvisninger) og holdt god sammenhæng mellem sine backs og wings.

Skriv et svar