Ubesejret på hjemmebane

Kampdag i ÅFS, hvor først 2. damerne spillede efterfulgt af 3. herrerne. Sidstnævnte fik besøg af Viborg/Løvel holdet, med øgenavnet Lions.

3. herrerne stillede med 11 markspillere og en målmand. Børsting på siden med sin tro svend Lykke, der agerede spillende assistent træner. Derudover havde 3. herrerne fornemt besøg af Carsten Nystrup, der spillede med.

Nogle traditioner er bedre end andre! Hygge i julemåneden er en god tradition, skrabejulekalenderen hvor man vinder mindre end man har betalt for den er en halvlunken tradition. At ÅFS 3. herre skal bagud i løbet af de første minutter af kampen, er en rigtig dårlig tradition.

Denne gang var det kort før det andet minut at Lions, med et flot skud, fik smækket bolden ind bag målmand Kracht. Resten af kampen stod dog i ÅFS’ tegn.

Daniel B., der var rykket op som wing i første periode, assisterede i det 13. minut Morten M., der også har fungeret som back, til hans første mål i sæsonen. Fem minutter senere kunne Peter ved en frislagssituation prikke bolden til Carsten, der hamrede bolden i kassen. 1. periode 2-1.

Da Thorbjørn kom lige i sidste øjeblik til kampen grundet noget ubetydeligt rullehockey, blev der rokeret rundt i kæderne for at sikre at alle fik spilletid. Desværre var det ikke alle, der helt havde fanget, at de skulle sidde over i første halvdel af anden periode, og efter to minutter fløjtede dommeren og gav ÅFS en 2 minutters for at have for mange spillere på banen. Daniel ’DK’ blev sendt i straffeboksen. De to minutter blev redet af uden at Lions kom til scoring. Midt i perioden får ÅFS atter et frislag på modstandernes banehalvdel og atter bliver det udnyttet af en velspillende og sikker sidste skanse, Carsten, der, efter bolden er blevet prikket til ham, trækker den med lidt ind i banen og skyder på mål.

I de sidste par kampe har der været lidt for mange udvisninger til de unge herrer. Endnu en fik de kort efter målet. Men atter blev undertalssituationen redet af.

Sidst i perioden fik holdets anfører, Morten F., bolden fra Carsten og kunne følge motorvejen op til Viborgs banehalvdel og skyde på mål. Det afsluttede 2. periode 2-0.

Inden sidste periode blev det aftalt, at Viborg ikke måtte komme tilbage i kampen. Foran med tre scoringer måtte det ikke gå galt. Løverne fra Viborg/Løvel var ikke tamme og havde vist at de godt kunne skyde på mål. Men en storspillende Kracht tillod ingen farer omkring hans mål. Han både greb og slog boldene væk samtidig med, at han fik kommunikeret rundt med forsvarspillerne.

Aftalen blev holdt og scoringerne begyndte i det tredje minut, hvor backen Jacob fik spillet bolden op til en hurtigløbende Daniel ’DK’, der smuttede gennem Viborgs forsvarsspillere og stod alene overfor målmanden, ’DK’ fik afsluttet og scorede sit andet mål i sæsonen.

Senere var det Carsten, der fik spillet Sebber fri, så han kunne sætte sit første af to mål ind. Herefter valgte Lions at tage en time-out.

Det gavnede dem dog ikke, for det var stadig ÅFS der scorede. Atter var Sebber på pletten, da Morten F. fik lagt bolden tilrette for ham.

Den efterfølgende sidste halvdel af perioden var præget af spil frem og tilbage af banen grundet et par udvisninger, et til hvert hold. Lions udvisning faldt med godt to minutter tilbage af kampen, og det blev udnyttet på fornemste vis, da Sebber fandt Daniel B., der sikkert scorede 3 sekunder før tid og 1 sekund før Viborg blev fuldtallig.

De sidste tre sekunder blev kørt sikkert hjem. Viborg havde ingen Mini på banen til at gøre det farligt. 3. periode 4-0.

Kampens spiller blev målmand Kracht for hans storspil. Flere kandiderede til titlen for deres rigtig flotte præstationer på banen.

Skriv et svar