Udmærket indsats mod overmagten.

ÅFS’ elitedivisionsherrer led lørdag et stort nederlag på 14-7 mod de regerende danske mestre FC Outlaws på udebane. Et resultat der ikke umiddelbart peger i positiv retning, men ÅFS viste dog mange gode momenter, og holdet blev ingen måde spillet ud af hallen.

Såvel FC Outlaws som ÅFS var uden en række profiler i kampen. Værterne var uden Jerker Lundgren, Lars Bach, Lars Jespersen og Kim Haagensen, mens ÅFS måtte stille op uden topscorer-duoen Anders Rognerud og Anders Jensen samt backerne Jannik Isidor og Mads Skytte.

Det betød, at ÅFS gav plads til en del marginalspillere – blandt andet var der debut til Lasse Bøgh Andersen, der leverede en god præstation. Kampen igennem spillede ÅFS med tre kæder, og alle mand viste at truppen er ved at være gearet til de afgørende kvalifikationskampe, der venter om et par uger.

Første periode blev særdeles underholdende affære. Begge hold var interesseret i at komme fremad banen, hvilket gav livlig aktivitet foran begge mål. FC Outlaws var dog klart mest toneangivende, hvilket blandt andet skyldtes, at Michael Buch pådrog sig såvel en 5 minutters som en 2 minutters udvisning.

Under 5 minutters udvisningen lavede værterne 3 mål, hvor specielt Henrik Djurvall viste sine kvaliteter som strategen i Outlaws’ powerplay formation. ÅFS viste dog også tænder, og Lars Skytte kunne efter godt forarbejde Lars Erik Bartels reducere til 2-1.

Efter udvisningen kæmper ÅFS sig tilbage, og Johan Carlsson sender bolden i nettet efter et frislag til 4-2 – og da Stig Isidor udnytter et oplæg fra William Ehmsen efter et kvarter til 4-3, var kampen åben. Henrik Djurvall nåede dog inden periodens udløb at øge til 5-3.

Fra anden periodes start arbejder ÅFS hårdt videre, og efter 4 minutter scorer Jens Ørhøj på et langskud efter assist fra William Ehmsen. Desværre slår Ronni Graugaard til på et flot langskud kort efter til 6-4.

Herefter render begge hold ind i en del udvisninger, der bryder rytmen i kampen, der ellers var fair spillet fra begge sider. Efter 12 minutter udnytter ÅFS et frislag i hjørnet til at reducere til 6-5. Christian Engelsen var oplægger til en Lars Skytte, der viste sin farlighed for anden gang i kampen.

I de sidste tre minutter af perioden viser FC Outlaws dog klassen. Først udnyttes et powerplay frislag til 7-5 og herefter pilles ÅFS-forsvaret fra hinanden to gange, så perioden ender med stillingen 9-5.

Til sidst slår dommerne ned på en forseelse, som ikke mange andre så. Debutant Lasse Bøgh Andersen får en 5 minutters udvisning for hårdt spil, i det der ellers lignede en helt naturlig nærkamp mellem to spillere.

Denne udvisning skaber et glimrende grundlag for hjemmeholdet til øge til 12-5 på tre overtalsmål. Henrik Engelsen når i denne fase at brænde et straffeslag, hvor det ellers virkede som om, at Engelsen havde snydt målmanden.

Efter at have kæmpet sin igennem de 5 minutter viser ÅFS igen moral og reducerer to gange til 12-7. Først lægger Christian Engelsen op til Henrik Engelsen, og derefter udnytter Lars Erik Bartels god fight fra Jens Ørhøj og Stig Isidor i en nærkamp foran mål.

Kampens store profil Henrik Djurvall øger herefter til 13-7, og et minut før tid udnytter Outlaws endnu et overtal til at slutte af til facit 14-7.

Grundlæggende må det konstateres, at favoritterne fra Outlaws var et niveau bedre end ÅFS, men kampen viser også med al tydelighed, at kampe ikke kan vindes fra udvisningsboksen. I spil 5-mod-5 blev resultatet faktisk kun 6-5 til hjemmeholdet, hvilket absolut er godkendt.

Med de fire fraværende stamspillere tilbage i næste weekend, bliver der kamp om pladserne i startopstillingen, når Vissenbjerg kommer på besøg. Kampen har ingen betydning i tabellen, men ÅFS har brug for et godt rygstød, inden de vigtige kampe mod Odense og Brønderslev/Esbjerg. Eneste minus var, at Michael Buch måtte udgå halvvejs med en skade – men han forventes klar i løbet af ugen.

Skriv et svar