ÅFK 1. damer

Vildt comeback i første kvartfinale

Lørdag startede ÅFK bilerne og kørte mod Rødovre for at spille første kamp i slutspillet. I bilerne sad der, foruden et par trænere, og fem rutinerede spillere, ikke mindre end otte slutspilsdebutanter. Måske var det de mange debutanter, måske en upræcis kampforberedelse? Ihvertfald sad nerverne i den grad uden på tøjet hos den urutinerede flok i omklædningsskurvognen inden start.

Og man kan vist også roligt sige, at det ikke lykkedes holdet at smide nerverne inden kampstart, for det blev mildest talt en rigtigt dårlig en af slagsen. Selvom ÅFK havde det meste af spillet, så var det nemlig hjemmeholdet, der hurtigt kunne bringe sig foran på et kontramål. Det fik dog umiddelbart ikke ÅFK’erne til at vågne op, og i tiden 7:47 kunne Rødovre bringe sig yderligere foran på endnu en kontra. Under to minutter senere straffede Rødovre igen ÅFK efter et uheldigt boldtab på egen banehalvdel og stillingen var dermed 3-0. I tiden 12:29 scorede Rødovre endda til 4-0.

Den værst tænkelige start, og det begyndte for alvor at se svært ud. Selvom ÅFK’erne sad godt på spillet, så var det altså Rødovre, der udnyttede deres chancer bedst, og fik givet sig selv det bedst mulige udgangspunkt. Det lykkes dog ÅFK at komme på måltavlen inden 1. periode løb ud. I tiden 17:02 får Nico lagt bolden op til Thaarup, som tog chancen langt udefra og sikkert lagde den ind bag målmanden. Kampens nok vigtigste scoring, der gav pigerne en smule håb at gå til pause på.

ÅFK kom noget stærkere ud til 2. periode, og reduceringen til 4-2 faldt allerede efter ti sekunder. Nico brød bolden på midten af banen og fik sat Liena op til en friløber mod målet, som blev udnyttet til perfektion.

ÅFK havde for alvor fået blod på tanden, og der kom et markant stemningsskifte holdet. Troen var tilbage, og spillet begyndte også at køre bedre. I 1. kæden blev Liena noget uvant sendt ned og spille point, hvilket gav tur i den fremad. Både fordi det velkendte makkerpar, Nico og Stinne, huserede på hver sin wing, men også fordi Liena tog nogle gode løb helt nede bagfra og op i Rødovres målzone.
Det stærke pres førte til endnu en reducering midtvejs i 2. periode til stillingen 4-3. Thaarup fik sat Nico flot op, og hun smaskede bolden ind i kassen. Stemningen var fuldstændig vendt, og Rødovre kaldte i samme øjeblik en timeout.

Det blev dog ÅFK, der kunne slutte 2. periode af med endnu en scoring og så var der igen lighed i stillingen. Udligningen kom fra Thaarup efter assist af Stinne.

Det var altså i 3. periode det endelige slag skulle stå. Fire minutter inde i perioden fik Rødovre en udvisning for hårdt spil efter et benspænd midt på banen, og Powerplay blev sendt på banen. Efter lidt over et minuts spil sendte Stinne bolden i kassen og ÅFK kunne for første gang bringe sig foran, 4-5. Kort efter sikrede det rutinerede makkerpar, Nico og Stinne, et forspring på to, da de fandt hinanden i tiden 6:27.

Med to pinde oppe midtvejs i 3. periode, begyndte ÅFK at pakke ned. Men en tomålsføring er noget af det farligste, og hjemmeholdet fik da også udnyttet gummiben og det noget passive spil og reducerede til 5-6 i tiden 11:36. Hjemmeholdet fik igen lidt tur i den, og løb efter en erobring oppe langs banden hurtigt ned og satte bolden i kassen til stillingen 6-6 med 5 min tilbage af kampen. Det blev altså ikke indenfor den ordinære spilletid, at kampen blev afgjort, og de to hold skulle ud i forlænget spilletid.

Stinne vandt sikkert face-off og stak herefter afsted mod kassen. Den fangede Thaarup hurtigt, og sendte en lang bold op igennem midten af banen, som Stinne overlegent i luften sendte i kassen blot 16 sekunder efter fløjten havde lydt.

ÅFK overvandt således voldsom nervøsitet og sorte skyer. Et fantastisk comeback som helt sikkert er noget af det mentalt bedste holdet har leveret siden pokalfinalen 2016 hvor holdet også tidligt var nede 0-3. Stor ros til så uprøvet en flok! ÅFK sikrede sig dermed et vigtigt stik i slutspillet frem mod returkampen i Aarhus på lørdag d. 16 kl. 18.00.

Kampens spiller blev meget velfortjent kampens kaptajn Thaarup, der med lederskab, mål og assists var en bærende faktor i at hive sejren hjem til trods for den elendige start på kampen.

Point:
Thaarup: 2+3
Nico 2+2
Stinne: 2+2
Liena 1+0