Yderligere forstærkning til ÅFS 1. herre.

Jens Ørhøj (tidligere Team Århus) har besluttet sig for at trække i ÅFS-trøjen til den kommende sæson. Jens Ørhøj har været fast mand på eliteholdet i Team Århus gennem de sidste 3 sæsoner, og før det spillede han på Sunds bedste hold. Jens er således en rutineret herre med op mod 50 elitedivisionskampe i bagagen. Han er en alsidig spiller, som magter flere forskellige pladser, og han har således spillet både wing, center og back for Team Århus alt efter, hvor der var brug for en stærk spiller. Jens er en klar forstærkning af 1. holdet, og vil på denne måde indgå fortrinligt i bestræbelserne på at forblive i elitedivisionen, der jo som bekendt skæres ned til 6 hold efter næste sæson.
Ikke kun på banen er Jens en kapacitet. Han har været en meget kompetent sportschef i Team Århus, indtil han fratrådte embedet på forårets generalforsamling. Samtidig lægger han et stort stykke arbejde i DaFU, hvor han sidder i Turneringsudvalget og netop er blevet valgt ind i pr/infoudvalget samt som suppleant til bestyrelsen i DaFU. Jens vil dog ikke overtage nogle organisatoriske poster i ÅFS umiddelbart, idet han lige skal have tid til at falde til, og fokusere på sit spil på banen den første tid.

Skriv et svar